At nøgtern, lødig dokumentation ofte virker bedre end råb og skrig har en del amerikanske dokumentarister ikke opdaget. De kører den for tv så typiske propaganda- og provokationsstil med alle virkemidler. Og de skruer så højt op for indignationen, at man kan føle sig overfaldet af påståeligheden og mister interessen for argumenterne.

Sådan er amerikanske Stephanie Soechtigs ’Fed Up’. Inden det ene ekspertansigt efter det andet gennemgår dokumentation, affyres følelsesladede oplæg om, hvor forargelig situationen er. Den opskrift på opbygning af en faglig historie har hos Soechtig til formål at vise, hvor magtfuld, korrupt og løgnagtig betydningsfulde dele af den amerikanske fødevareindustri er.

’Fed Up’ argumenterer imod, at en fedmeepidemi blandt børn især i USA er forældres og børns egen skyld. Bag dokumentarens skingre facade gør Stephanie Soechtig og alle hendes ekspertkilder fint rede for, hvordan fedme siden 1970’erne er blevet en indbringende industri. Fitness, workout, crossfit og lignende samt light-versioner af alle mulige levnedsmidler er indbringende forretninger. Et enormt antal virksomheder lever af, at en stigende del af befolkningen er fejlernæret.

Indeholder overraskelser

’Fed Up’ følger nogle af de overvægtige børn, der er i risiko for at få hjerteanfald, nyresvigt og diabetes. Og de konkrete børn bliver ikke spor lettere af at dyrke meget motion og spise lightprodukter. Tværtimod.

En forklaring er det skjulte sukkerindhold. En lige så væsentlig forklaring er, at den amerikanske fødevareindustri forhindrer skrap lovgivning på skoleområdet.

Derfor drikker elever sodavand i skoletiden, og derfor er lovgivningen på nogle områder fuldstændig grotesk. For eksempel figurerer pizzaer som grøntsager i statistikken, fordi de indeholder tomatpuré.

Ekspertudtalelser og statistikker afbrydes med hyppige mellemrum af interviews med teenagere, der lider både fysisk og psykisk under at være meget overvægtige. Den trivielle dramaturgi virker kedelig og er med til at gøre ’Fed Up’ forudsigelig trods sit væsentlige emne.

For 10 år siden kunne Morgan Spurlocks ’Supersize Me’ få McDonald’s’ mest trofaste kunder til at overveje at blive vegetarer.

Spurlocks eksperiment med at udsætte sig selv for fastfood – og være døden nær af skidtet – var overraskende og underholdende. Også ’Fed Up’ indeholder overraskelser. Men de er tæt på at forsvinde i filmens form.

fortsæt med at læse

Spike Lee-dokumentar om Michael Jacksons unge år er ambitiøs og velresearchet