Her i Danmark bliver lærere underbetalt og er undervurderede. Litteraturen er fuld af håbløse lærerportrætter, tænk bare på lærer Andersen i ’Matador’, og hans nevø, der også er lærer, og som tager det største stykke flæskesteg på frokostbordet. Og tænk tilbage på ’Det forsømte forår’, osv. Og hvad med ’Den sorte skole’? Når portrættet af lærere jævnt hen er så nedslående herhjemme, skyldes det, at vi principielt holder med de unge, som netop forekommer os at være fulde af håb, selvstændige, lærevillige og udmærkede personer. Vi bor i et lille land med forholdsvis gode forhold for mange, jeg havde nær sagt de fleste. Under alle omstændigheder har vi ikke et Los Angeles med optøjer, skyderier, rivaliserende bander og stofmisbrug og high school-elever, der sidder i en klasse, fordi de skal, ikke fordi de forventer at få noget ud af undervisningen. Den heroiske lærerinde Amerikanske lærere er anderledes positivt skildrede i den amerikanske litteratur og filmkunst. Det hænger sammen med en væsentlig (og dybt irriterende) egenskab hos amerikanere – de er sociale, fulde af håb, somme tider forlorne håb, og de er så optimistiske. Og de er så gode ... måske. Hilary Swank spiller en lærerinde, som er en helt. Filmen var aldrig gået herhjemme, men i USA går den rent hjem, fordi forholdene er så ekstremt forskellige fra vores. ’Freedom Writers’ er baseret på en bog af Erin Gruwell, som underviste på en high school og satte de umulige sorte og latinoamerikanske elever til at skrive deres egen dagbog i et forsøg på at få dem til at fatte, at de har muligheder for et liv, muligheder for at komme på college og ud af ghettoen. Swanks mission Klassen, som Hilary Swank underviser, er klasse 203, den, der opbevarer de afskrevne og fortabte. I begyndelsen er hun kun en ung dame med perlekrans, der kommer til sit nye job. Så bliver hendes nye job et ærinde, der fylder hele livet. Den i begyndelsen pæne og opofrende mand (Patrick Dempsey) bliver træt af hendes mission og forlader hende. Hun er bedrøvet, men hun står fast. Og langsomt (filmen er lang) bliver klassen hendes bedste venner.
Instruktøren Richard LaGravenese skifter perspektivet mellem klasseværelse og slum i L.A., og det er klart, at de unge, som har forfærdelige oplevelser på bunden af bevidstheden, ikke kan tage historier om Homer og Shakespeare alvorligt. Hvad skal hun gøre? Men formålet er jo godt Hun begynder at fortælle om holocaust og Hitler og mishandlingen af jøder. Hitler var en endnu større gangleder end L.A.-lederne. Og de unge skal læse ’Anne Franks Dagbog’ og indse, hvad frygt og forfølgelse gør ved mennesker.
