Kritiken af hjemlandets politik er lige så skarp, som den altid har været fra Michael Moore. Men tonen i hans nye film, ’Where to Invade Next’, er mindre skinger og pessimistisk og til gengæld mere lun og konstruktiv.

Michael Moore er stadig en åbenlyst agiterende dokumentarist, der laver film med et bestemt mål for øje og konstruerer sine handlingsforløb, så de passer til hans holdninger. Heller ikke i ’Where to Invade Next’ støder han pludselig og tilfældigvis ind i nogen eller noget, der vender hans verdenssyn på hovedet. Han gemmer sig aldrig bag et skjold af påstået objektivitet, når han med sin bamsekvabsede krop konstant til stede i billedet i sin nye film tager til Europa for at finde løsninger på, hvordan Amerika kan blive et bedre sted at leve for alle amerikanere og altså ikke bare de rigeste.

Våbenløs invasion

»En enmandshær« kalder han sig selv, da han bevæbnet med synlig interesse invaderer Europa for at »plukke blomster« i forskellige landes samfundsmodeller. Ene mand er han en våbenløs invasionsstyrke, som med tydelig hentydning til USA’s mislykkede krigsførelse fra Vietnam til Irak vil bedrive amerikansk imperialisme på en helt anderledes positiv facon: Ingen skal slås ihjel, og ikke en dråbe olie skal stjæles. Til gengæld er Michael Moores mission at hugge en ordentlig buket allerede beviseligt virkningsfulde europæiske samfundsideer og tage dem med sig hjem til Staterne.

Fordi den velforberedte amerikanske instruktør vælger at besøge en lang række af lande, er den hele 2 timer lange ’What to Invade Next’ forfriskende afvekslende både visuelt og tematisk. I Finland møder han skoleelever, der har kreativitet på skemaet og ikke terper boglige lektier for at score højt i standardiserede internationale prøver, der ser stort på det enkelte menneskes kvaliteter. Med ægte forbavselse i stemmen gentager han i selskab med de finske skoleelever sin forbløffelse over, at Finland har verdens mest velfungerende skolesystem, hvor børnene sjældent behøver at læse lektier. Herefter planter han det amerikanske flag i Finland som symbol på, at han stjæler ideen.

I en anden sekvens er han i en fransk landsbys kommuneskole, hvor eleverne ikke lider under hverken en kantine med underlødig fastfood eller klamme hjemmesmurte klemmer. I deres lange spisepause får børnene serveret noget, der med Michael Moores øjne ligner gourmetmad.

I Island er han sammen med virksomhedsledere, der fortæller ham om fordelene ved en lov om, at mindst 40 procent af medlemmerne i bestyrelser skal være kvinder.

Ligestilling i Tunesien

En afstikker uden for Europa – til Tunesien – giver amerikaneren flere tips om ligestilling. I Tyskland og Italien møder han inspirerende arbejdsmarkedsstrukturer, der gavner både de ansatte og virksomhedsejerne. Og i Slovenien, hvor det i modsætning til i USA er gratis for alle at læse på universitetet, møder han præsidenten og spørger med skuespillet naivitet, om det skyldes George W. Bush, at der ikke er noget w i det slovenske alfabet.

Moores film ’Sicko’ fra 2007 havde den svaghed, at instruktøren fremstillede europæiske sundhedssystemer generende generaliserende og glorificerende. I ’Where to Invade Next’ tydeliggør Moore, at han nøjes med at plukke blomster på sin færd. Ukrudtet lader han stå.

Den nuancerende præmis giver plads til, at man eksempelvis som dansk tilskuer kan rumme og nyde Moores jubel over, hvor godt det går i skolerne i Finland og i spisefrikvartererne i Frankrig og tænke sit om de aktuelle forhold i danske folkeskoler.

Derudover er der en forandring i Michael Moores udtryk. Vist er han stadig vred. Men når han denne gang trasker europæiske og tunesiske gader tynde for at give udvalgt viden videre, fornemmes også både rørende vemod og en visionær inspiration. Michael Moore er så relevant som nogensinde.

fortsæt med at læse

Skattely: Banker skal redegøre for 10 års skattesamarbejder