Tango er en lidenskabelig, disciplinkrævende dans. Som en kærlighedsaffære.

Under en hed forelskelse, gennem et temperamentsfuldt forhold og også mange år efter bruddet mellem dem som par var María Nieves Rego og Juan Carlos Copes sammen de bedste tangodansere ikke blot i hjemlandet Argentina, men i hele verden.

I ’Vores sidste tango’ ser de to hver for sig i interviews med instruktør German Kral tilbage på et turbulent liv, en passeret tid og den passionerede dans, de begge elskede mere end noget andet – også når de hadede hinanden mest.

Titlen på Jacob Gades ’Tango jalousie’ kunne have været dedikeret til María Nieves og Juan Copes, hvis den danske komponist havde mødt de to nu nogle-og-80-årige dansere i deres ungdom i Buenos Aires eller senere, hvor de havde succes i både Europa og USA.

Ikke at nogen af dem taler ærligt om deres relation i ’Vores sidste tango’. Velholdte Juan Copes fremstår som en selvbevidst stolt og lidt studs patriark. Han har betragtet sine kvinder som sin ejendom, kalder María Nieves sin »stradivarius«, var en formidabel tangokunstner på et dansegulv og er svær at slå ret mange interessante ord af. Og María Nieves modsiger ikke sjældent sig selv, når hun taler om sine følelser for Juan Copes: »Jeg var ikke jaloux. Og hvis jeg var, så skjulte jeg det«, siger hun på et tidspunkt om dengang, de havde et forhold, men han også så andre.

Hendes rummelige fortolkning af åbenhjertighed skal ikke forveksles med manglende selvindsigt. Blot ønsker María Nieves at beholde en del af historien om sig selv for sig selv, og så er hun i øvrigt ikke mindre stolt af væsen end sin forhenværende partner.

Velkoreograferet teatralsk og inderlig tango

Skal man eje en vis stolthed for at være god til at danse tango? I så fald er det en knejsende rank og elegant stolthed, der lyser ud af både gamle og yngre arkivklip med den sorthårede, sortklædte Copes og den kortklippede, kantede personlighed Nieves. Det er María Nieves med det skulpturelle ansigt, det kirsebærrøde hår og det elfenbensfarvede cigaretrør, der både verbalt og visuelt er den egentlige hovedperson i German Krals film, som i mange længere sekvenser består af nogle lidt for sentimentale, fiktive rekonstruktioner af parrets dramatiske relation og også af gamle dokumentariske optagelser, der er mere poetisk integrerede. Kittet mellem nu og før, mellem fakta og fiktion er tangoens trin, og det er også al den vidunderlige musik, der spilles i baggrunden, mens billederne fra omkring trekvart århundredes argentinsk kunstnerliv flyder forbi.

Med indstuderet rørstrømsk indlevelse i stemmen kan María Nieves fortælle os, at bliver hun genfødt efter døden, ville hun »gøre alt om igen«. Hvorefter hun straks tilføjer: »undtagen at være sammen med Juan«. Og når man ser hende sige det og på det tidspunkt har set hendes brune øjne lyse som pudset kobber ved synet af gamle sceneminder med hende og tangopartneren, har man på fornemmelsen, at María Nieves faktisk mener det stik modsatte af det, der kommer ud af munden på hende: at får hun en chance mere, måtte Juan gerne være der hele tiden og lade være med på et tidspunkt at gifte sig med en yngre blond dame, som med tiden blev så jaloux på María Nieves, at Juan Copes blev bedt om at vælge.

Han valgte konen. Og fornemmer man hos Nieves en smerte og en snert af bitterhed, så er de følelser bare en del af hele paletten, der hører med til tilværelsen, som den her afspejles i en velkoreograferet teatralsk og inderlig tango.