Filmens centrale metafor er toget: Historien er et damplokomotiv med en uendelig række togvogne, overklassekupeer og kvægtransportvogne efter hinanden. Hvor og hvornår toget standser eller kører igen, har den enkelte passager ingen indflydelse på, og den, der hopper af eller på, kan ende under hjulene. Holder karavanen stille på et vigespor, skyldes det hensyn til større politiske og militære kræfter som dødsgeneralen Strelnikovs panserlokomotiv, der suser forbi.

Individets afmagt over for historiens døve og blinde fremadtromlen er det centrale tema i den selvbiografisk inspirerede roman, Boris Pasternak fik udgivet i 1957 i Italien (men på grund af sovjetcensuren først på russisk i 1988, i glasnost-perioden) og året efter fik Nobelprisen for (men på grund af chikane måtte han afstå fra at hente den selv). Tiden læger ikke alle sår, lyder læren af doktor Zivagos kranke skæbne i Rusland fra ca. 1905 til ca 1930. Men 5 år efter Pasternaks død i 1960 havde David Leans filmatisering premiere og blev et eksempel på, at nogle sår læger tiden så alligevel: Skønt filmen under optagelserne havde tredoblet sine udgifter og blev mobbet af kritikken og først floppede ved billetlugen, rettede salgskurven sig op efter nogle ugers mund-til-mund – og filmen blev en ægte steadyseller i biografer og på tv, MGM’s næststørste billetsucces nogensinde.

Skønt og skamløst melodrama

50 år senere er den her så remastered, digitalt restaureret til 4K-kvalitet. Tiden pudser alle briller! Sikken billedkvalitet! Og sikken historie! Det skønne og skamløse melodrama kender man da, tror man: Leo Tolstoj forført af Danielle Steele, ikke? Ren romantik med historien som kulør og kulisse. Jo, sådan er den, ligesom 1930’ernes ’Borte med blæsten’ og 90’ernes ’Titanic’. Men dog er oplevelsen ny, også fordi den her er uforkortet. Lige fra Michel Jarres lange billedløse ouverture til rigtig vigtige scener i fuld længde: Rammen med Zivagos halvbror, partikommissær Jevgraf (Alec Guinness), som fortælleren, der finder Laras voksne datter (Rita Tushingham) og derpå ruller historien op som ét langt flashback – den ramme bliver forståelig.

NEKROLOG

Julie Christie stråler som en purung Lara, der først møder Omar Sharif som den unge Zivago (’levende’ betyder navnet vist) efter godt en times spilletid. Deres første ædle afkald på kærligheden, ved hjemsendelsen fra verdenskrigen, får her sin fulde vægt, ligesom der føjes nuancer til formidable Rod Steigers mesterspil som kynikeren – eller realisten – Victor Komarovsky og til Laras ungdomssværmeri Pasha, den senere general Strelnikov, i Tom Courtenays oscarbelønnede sammenbidthed. Seks andre Oscars fik filmen, bl.a. for fotograferingen og den musik, hvor balalajkaens sprøde toner dvæler ved Laras (og solens) tema, selv om historiens tog med pauker og trompeter ruller ud over stepperne.

fortsæt med at læse

Doktor Zhivago er død: Skuespiller Omar Sharif blev 83 år