Med sin film om forholdene bag scenen i Moskvas verdensberømte Bolsjoj-ballet sætter Nick Read sig halvt på to stolesæder samtidig. Alligevel falder hans billedfortælling ikke helt igennem.

På den ene side formidler han en observerende historie om dansere, der oplever teaterverdenen som hensynsløs bag den perfekte facade, publikum ser under forestillingerne.

På den anden side er ’Bolshoi Babylon’ et journalistisk værk, der uden at nå frem til konklusioner prøver at undersøge de bagvedliggende årsager til, at ballettens kunstneriske leder, Sergej Filin, i 2013 var offer for et syreangreb.

Gennem interviews og genfortælling af begivenhederne før og efter syreangrebet tegner Nick Read et portræt af et balletkompagni, hvor magtintriger, korruption og jalousi forgifter stemningen.

I takt med at antydninger om Sergej Filins adfærd før syreangrebet optræder i filmen, mister man uvilkårligt sympati for ham. Uden at blive helt klar over, hvem der er skyldig i hvad og også uden at fatte udelt sympati for kompagniets nye leder, Vladimir Urin, der er udnævnt af de politiske magthavere i Kreml.

Til gengæld bliver man meget klar over, at indendørsklimaet på en af Ruslands mest beundrede kulturinstitutioner er dramatisk usundt. Elendige vibes kan eksistere på så mange typer af virksomheder. Fordi der i det her tilfælde er tale om magisk kunst funderet på både store drømme og hårdt fysisk arbejde, bliver kontrasten mellem skønhed og grimhed så tydelig og alment fascinerende, at det overskygger de ubesvarede spørgsmål i gåden om syreangrebet.

Selv om ’Bolshoi Babylon’ mest foregår bag kulisserne, snydes man ikke for scener fra eventyrlige balletter. At kende til ’Svanesøen’ og ’Romeo og Julie’ er bare ingen forudsætning for at få noget ud af historien.