I midten af juni 1967 går den endnu ikke vidt og bredt kendte sydstatssanger Janis Joplin på scenen på verdens første popfestival, Monterey Pop Festival i Californien.
Omkring sig har hun sit daværende band, Big Brother and the Holding Company. Foran sig har hun tusindvis af rock- og popfans.
Det er før, hippieidealerne mister deres uskyld. På forreste række blandt publikum er et af tidens største idoler, Mama Cass fra The Mamas & the Papas.
Da Janis Joplin begynder at synge Big Mama Thorntons ’Ball ’n’ Chain’, ændres verden. Den autodidakte Janis Joplins naturligt timede og ekstremt emotionelle performance den dag bliver ikke bare et springbræt i hendes egen pladekarriere.
Den gør hende til superstjerne. Den betyder, at generation efter generation af kvindelige sangere vil blive inspireret af hende. Den får kræsne Mama Cass til at smile bredt. Og den virker simpelthen bare overvældende fantastisk den dag i dag.
Her 45 år efter sin død som 27-årig af en overdosis heroin 4. oktober 1970 fremstår Janis Joplin stadig som helt unik i rockens historie.
LÆS OGSÅ Forskning: Dør mange musikere virkelig som 27-årige?
Skulle nogen være i tvivl om, hvad hun kunne, behøver de egentlig ikke se mere end den ene scene fra Amy Bergs nye dokumentarfilm ’Janis: Little Girl Blue’.
I filmen, der er produceret og kvalitetsstemplet af den toneangivende dokumentarfilminstruktør Alex Gibney, går Amy Berg både traditionelt og kronologisk til værks – fra Janis Joplins barndom og teenageår i Port Arthur i Texas til hendes alt for tidlige død.
Club 27
Hun døde få uger efter Jimi Hendrix, der også var stofmisbruger og ligeledes blot blev 27 år. Deres og blandt andre Jim Morrisons død som 27-årig i 1971 gav navn til den berygtede Club 27.
Amy Bergs film om Janis Joplin er den tredje dokumentar i år om en rockstjerne, der døde som 27-årig. Den første var Brett Morgens ’Kurt Cobain: Montage of Heck’, som i overensstemmelse med titlen var collageagtig og dramaturgisk eksperimenterende. Den anden var Asif Kapadias ’Amy’, der stadig er en bioaktuel succes i Danmark.
Hvor Kapadia hele tiden og også under interviews med andre kilder havde sit kamera på Amy Winehouse, har Amy Berg valgt den traditionelle stil med at film ansigterne på dem, hun får til at fortælle om Janis Joplin.
Amy Winehouses far er rasende over ny dokumentarI mange scener ser vi hendes to yngre søskende, medlemmer af hendes band og for eksempel også tidligere kærester fortælle summarisk om hende. På den måde og ved hjælp af ældre fotos, gamle filmoptagelser og ofte korte musikstumper fortæller Berg sin historie om en texansk pige, der følte sig udenfor, blev mobbet fra barnsben for sit udseende, blev inspirerende normbryder og uforstilt oprører, men altid – samtidig – havde en længsel i sig efter andres accept.
Det virker, som om der var et hul i Janis Joplins hjerte der, hvor den accept burde have fået lov til at vokse.
Og det hul blev ikke mindre, da hun på et tidspunkt boede og sang på klubber i Austin, hvor nogen havde opfundet den tilbagevendende begivenhed at kåre ’årets grimmeste mand’. Et år gik titlen til Janis Joplin, og det knuste hende, fortæller en af de mange kilder i Amy Bergs film.
I virkeligheden var det formentlig hendes uforlignelige stemme og alt andet end dydige stillepigeagtige væsen, nogen havde set sig misundelig og ond på.
Fra hun var 17 år og opdagede, at hun kunne synge, valgte hun i hovedtræk en livsbane helt anderledes end den, der var forventet af piger fra konforme kernefamiliehjem i Texas i 1960’erne.
Hun gjorde oprør mod racediskrimination, havde kærester af begge køn, klædte sig outreret, og så sang hun blues og rock med en indlevelse og en rytmefornemmelse, der ikke stod tilbage fra hendes sorte kvindelige forbilleder.
Længere musikklip fra liveoptrædener
Desværre får hendes stemme ikke tit nok lov til at slå benene væk under os i ’Janis: Little Girl Blue’.
Flere længere musikklip fra Joplins liveoptrædener på scener og i studier og mere fokus på hendes sangskrivning havde skabt en bedre balance i portrættet. Flere af kildeudsagnene virker alligevel som gentagelser, og nogle er overfladiske.
SE OGSÅ Foto: Stjerner der døde alt for tidligt
Til gengæld bruges den bedste kilde rigtig godt: Janis’ efterladte breve læses nøgternt og naturligt op af Chan Marshall alias Cat Power. Derigennem får man undervejs fornemmelsen af at komme tættest muligt på en kunstner, der var uefterlignelig, selv når hun dårligt kunne holde sig oprejst på scenen.
Et længere klip fra Janis Joplins optræden på Woodstock i august 1969 fanger hende i en situation, hvor hun kort forinden har fixet heroin og virker famlende.
Da hun døde året efter, havde hun sin største salgssucces til gode: Hendes fortolkning af Kris Kristoffersens ’Me and Bobby McGee’ toppede den amerikanske hitliste, og hendes sidste album, ’Pearl’ fra 1971, gjorde hende yderligere beundret.
fortsæt med at læse
