Efter et fald for to år siden sidder Per Kirkeby i en kørestol i dele af Anne Wivels film om ham. Han har overlevet alvorlige sygdomme før uden at miste evnen til at male. Efter at han stod på hovedet ned ad en trappe i 2013, er noget i hans hjerne gået i stykker. Nogle dage er han grådlabil, arbejde kan han kun kort tid ad gangen og ikke på de store lærreder. Det skal være på overskuelige flader med småt værktøj, og alligevel mister han venstresiden af de kobberstik, han arbejder på.

Han kan ikke se det, der er til venstre. Han er blind for det, men alligevel ikke rigtig blind på sine øjne. Han har mistet noget af evnen til at arbejde, men ikke den hele. Der er tidspunkter, hvor han kan genkende sine nærmeste, men det hænder også, at han ikke aner, hvem hans kone er.

Den førhen altid så veltrænede Per Kirkeby er fysisk svækket, men kan træne muskler og bevægelser. Han kan stadig meget, og så er der nu en hel masse, han ikke kan, selv om han gerne vil.

Han føler, at han er »i en skyggeverden«, som han selv siger, mens den højre side af hans overlæbe ganske som altid i den nu 77-årige verdenskendte kunstners liv synes at trække en anelse opad som en lille besk smilende kommentar til livet som sådan. Det er den skyggeverden, som Anne Wivels spillefilmslange film ’Mand falder’ giver indblik i.

Ligesom hun i 2011 gjorde det i succesportrættet ’Svend’, skildrer Wivel i ’Mand falder’ et menneske, hun privat er tæt på.

I ’Svend’ filmede hun sin nu afdøde mand. I ’Mand falder’ er det en ven, hun portrætterer. Efter at han var faldet, bad Per Kirkeby selv Anne Wivel om at besøge ham med kameraet kørende. Instruktørens indgående forudkendskab til Per Kirkeby gør måske, at hun formår at komme særlig tæt på ham. Men er deres private venskab også til hinder for, at instruktøren ikke virker nysgerrig efter at kende Kirkebys kunstneriske visioner og heller ikke formidler, hvordan hans tab af arbejdsevne er et tab for dansk kunst?

Skuffer æstetisk

Hen ad vejen, men i meget adstadigt tempo giver ’Mand falder’ indsigt i, hvordan det er at miste en stor del af sin personlighed, og hvor vanskeligt det er for de pårørende at håndtere.

Forholdet mellem ægtefæller ændrer sig, når den ene bliver alvorligt syg. Per Kirkebys hustru, Mari Anne Duus Jørgensen, taler om det i flere sekvenser, hvorimod hans venner, og det gælder også instruktøren, indimellem snakker til ham i et tonefald, der tigger efter at få medlidenheden frem hos filmens publikum.

Som om det ikke er nok, har Anne Wivel valgt at bruge en af Kirkebys foretrukne komponister, Brahms, som højromantisk soundtrack gennem filmen. Både det valg, en del tilsyneladende tilfældige klip og især den gennemgående mangel på billedæstetik gør, at ’Mand falder’ skuffer.

Der er for mange scener uden intensitet og for få specifikke som den scene, hvor Per Kirkeby forklarer, at han godt ved, hvordan hans nye værker kunne blive mere interessante. Han har bare ikke de mentale kræfter til at hugge værktøjet igennem billedet på de afgørende steder. I den scene taler han specifikt om, hvordan det er for ham at arbejde som kunstner. Og det er kunstneren Per Kirkeby, der er anledningen til at beskæftige sig med ham på film og også efter al sandsynlighed forklaringen på, at CPH:DOX har valgt ’Mand falder’ som åbningsfilm.

Det er et ærgerligt valg. For ’Mand falder’ er blevet en lang, men lille film om en stor kunstner.