Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mød manden, der bad om at blive slået ihjel. Fænomenal fortællekunst og fascinerende karakterstudie, når det simpelthen ikke bliver bedre. Efter 23 år på dødsgangen ansøger en fange, der er dømt for mord, selv domstolen om at blive henrettet. Men som den dybt karismatiske fortællers utrolige historie udfolder sig i en enkelt, lang samtale for rullende kamera, bliver det klart for en, at intet er som det ser ud til - helt frem til slutningens sidste twist, der igen vender op ned på alt, man troede man vidste. Kilde: Dogwoof Pictures

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dokumentarinstruktør: »Traditionelt har true crime haft et usselt rygte«

True crime om voldsomme virkelige forbrydelser har ry for at være en sensationslysten skodgenre. Nu gør den comeback.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Knap 20 år havde Nicholas Yarris tilbragt som dødsdømt i et fængsel i sin hjemstat Pennsylvania, da han i 2002 selv anmodede om at blive henrettet. Han ønskede hurtigst muligt en ende på sin lidelser. Gentagne gange havde han appelleret om at få sin sag genoptaget. Lige så mange gange var han blevet afvist.

Heller ikke sit ønske om at få eksekveret den død, der var hans fremtidsudsigt, fik han opfyldt. I 2015 har Nicholas Yarris, der altid bare kaldes Nick, rollen som sig selv i den britiske dokumentarist David Singtons film ’The Fear of 13’. Filmen vises på CPH:DOX, hvor den deltager i både hovedkonkurrencen om en DOX:AWARD og i konkurrencen om Politikens publikumspris.

’Fear of 13’ er en af mange dokumentarfilm på CPH:DOX inden for genren true crime, der skildrer voldsomme virkelige forbrydelser. Både på tv og i dokumentarfilm er der lige nu et comeback for genren, der ellers ikke har været fornem nok for dokumentarister at beskæftige sig med. Som instruktøren bag ’Fear of 13’ siger det:

Hvis man vælger at udføre dødsstraffen på et menneske, der har siddet 20 år i fængsel, slår man et andet menneske ihjel, end det menneske der modtog dommen

»Traditionelt har true crime haft et usselt rygte. Det var noget, tv og tabloidpresse beskæftigede sig med. Det var sensationslystent, det handlede mest om at udpege en forbryder, og det var ikke kunst. Det var været ligesom ’The Jinx’ og ’Serial’. Nu er der en tendens til, at flere prøver at finde en mere biografegnet, en mere kunstnerisk måde at beskæftige sig med det på«.

Både tv-serien ’The Jinx’ og den serielle krimipodcast ’Serial’ vakte i første halvdel af i år international opsigt ved at være en blanding af dokumentariske krimifortællinger og journalistisk gravearbejde, der blandede sig i efterforskning og skyldsspørgsmål. Med store konsekvenser for både pårørende til ofre og – i tilfældet ’The Jinx’ – den nu mordsigtede Robert Durst.

Fra drabsmand til mesterfortæller

Ud over at true crime i nogle tilfælde kan påvirke en efterforskning, kan genren ændre opfattelsen af et retssamfund eller synet på mennesker, der er sigtet eller dømt for særlig grove forbrydelser. Foruden sommetider at levere en ualmindelig spændende historie.

For instruktøren af ’Fear of 13’ var det hverken først og fremmest en forbrydelse eller et skyldsspørgsmål, der gjorde ham interesseret i at lave en film om og med Nick. David Sington hørte et radiointerview med Nick og var imponeret af hans måde at fortælle på. I sidste ende blev det den fortællemåde, der bærer ’Fear of 13’ og gør filmen bemærkelsesværdig:

»I fængslet tilbragte Nick sin tid med at læse skønlitteratur. Han transformerede sit liv ved at lade sig opsluge af litteratur og blive en mester i sprog. Sådan kom han igennem sin situation. Han blev en mesterfortæller. For mig var det en større historie end den kendsgerning, at han var endt i fængsel. Han var blevet i stand til at gøre sine oplevelser til en fortælling og til at sætte pris på sig selv og sine fortælleevner. Det betød, at han kunne føle sig som et værdigt menneske«.

Kun ét menneske optræder i ’Fear of 13’. Filmen er Nicks monolog. Billederne af den siddende Nick afbrydes indimellem af associerende fortolkninger af begivenheder for hos publikum at skabe en fornemmelse af, at vi er med helt inde i de mørkeste steder i den morddømtes hoved.

Ellers er kun han i centrum med erindringer, der ikke fortælles kronologisk, men derimod i spændingsskabende brudstykker.

David Singtons inspiration til filmen har især været to film af instruktøren Errol Morris: Den oscarbelønnede ’Fog of War’ samt ’The Thin Blue Line’, der både var kraftigt medvirkende til at få en morddømt løsladt og også betragtes som det ypperste eksempel på, at true crime kan være kunst.

Et andet menneske efter 20 år

David Sington har ikke et retspolitisk formål med ’Fear of 13’ og kalder sin film for »en psykologisk thriller«:

»Det er ikke en kampagnefilm, men jeg tror ikke, man kan lave sådan en film uden at reflektere over det retfærdige og det uretfærdige i det amerikanske retssystem. I hvert fald vil jeg med ’Fear of 13’ fortælle, at hvis man vælger at udføre dødsstraffen på et menneske, der har siddet 20 år i fængsel, slår man et andet menneske ihjel, end det menneske der modtog dommen. Nick var ét menneske, da han blev arresteret som 20-årig, og et andet menneske efter 20 år på dødsgangen«.

Reglerne for mediers optagelser fra retssale er lempelige i USA og strenge i Danmark. Herhjemme får ingen ret til at lave en tv-serie om en igangværende retssag, siger landsdommer Mikael Sjöberg, der er formand for Den Danske Dommerforening:

»Det er jo ofte først, når der falder dom, at navnet på den tiltalte kommer frem. I USA er det noget andet. I Danmark er vi meget tilbageholdende med tv-transmission. Sådan er lovgivningen, og jeg tror, at alle er enige om, at det ikke skal udvikle sig til et mediestunt her i landet«.

Ifølge Mikael Sjöberg skal vi i Danmark formodentlig tilbage til begyndelsen af 90’erne og sagen om den fejlagtigt drabsdømte mand kaldet Pedal-Ove for at finde et eksempel på en sag, hvor journalistisk dokumentarisme afslørede mangler i efterforskningen og var medvirkende til at få den dømte frikendt.

Ikke desto mindre har en nybølge inden for true crime ramt det danske tv-stof. Kriminalstof fascinerer. Og det gælder ikke bare de mange fiktive krimiserier.

I det tidlige efterår viste DR en række true crime tv-dokumentarer under overskriften ’Det ender med drab’. I flere afsnit fik seerne et dybere indblik i baggrunden for, at et menneske var endt som offer for drab. Eksempelvis interviewedes alle de nærmest implicerede i en sag, hvor en mand endte sine dage i en kummefryser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I den sag sidder man som seer tilbage med en følelse af, at det nok var meget godt, at drabsmanden greb ind. Fordi det i fremstillingen virker, som om offeret havde fortjent det. Der var en god forklaring på, at manden havnede i kummefryseren. Men det er jo et problem, at man som seer får den følelse, at man er lige ved at synes, det var o.k. at slå offeret ihjel. Selvtægt er jo ikke i orden i et retssamfund«, siger sociolog Linda Minke Kjær.

Når vi ser film om virkelige mord eller læser om det, er vi på et mentalt øvelsesterræn

Hun udgav i 2012 bogen ’Fængslets indre liv’, som bl.a. bygger på 1.090 timers undersøgelse af tilværelsen blandt indsatte i Vridsløselille Statsfængsel.

I forbindelse med den undersøgelse fandt hun ud af, at mange førstegangsindsatte har deres opfattelse af fængsler og fængselsliv fra amerikanske film, og at fængselslivet er meget mere kedeligt, end det oftest skildres i fiktionsfilm.

Det er da heller ikke typisk det trivielle hverdagsliv i fængsler, som dokumentarister tager fat på, når de beskæftiger sig med kriminalstof.

Det er ikke pointen i ’Fear of 13’, og det er heller ikke væsentligt i CPH:DOX-aktuelle film som ’The Mind of Mark Defriest’ om en amerikansk flugtkonge med en livlig fantasi. Heller ikke i ’Det han gjorde’, der handler om den skyldtyngede Jens Michael Schaus forsøg på at skabe sig et liv, efter at han har afsonet straffen for mordet på sin kæreste, Christian Kampmann.

Kan true crime-dokumentarer animere nogle blandt publikum til at begå lignende forbrydelser? Ifølge Dorte Sestoft, som er overlæge på Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik, er svaret klart nej:

»Jeg har arbejdet med området i mange år og kan ikke komme i tanke om en eneste copycat«.

De mørke sider i os selv

Til gengæld kan værker inden for dokumentarismens smudsgenre ifølge lektor, cand.phil. Ulrik Lehrmann fra Syddansk Universitet stille os ansigt til ansigt med mørke sider i os selv:

»Det er nogle grænsesprængende områder, og derfor er vi optaget af de her ting. De overskrider normalbevidstheden, og det er steder, hvor man møder grænserne i sig selv eller i omverdenen. Når vi ser film om virkelige mord eller læser om det, er vi på et mentalt øvelsesterræn«.

Ulrik Lehrmann forsker i kriminaljournalistik og udgiver om få uger en bog om emnet med titlen ’Den daglige mordforsyning’. Ligesom David Sington ikke først og fremmest er optaget af selve forbrydelsen i sin aktuelle film ’Fear of 13’, ligger det centrale for publikum også et andet sted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er det psykologiske og det eksistentielle, der får os til at være optaget af mord, siger Ulrik Lehmann:

»På samme tid er det både dragende og skræmmende at overvære. Ligesom hvis man kravler op på et meget højt sted og kigger ned. Der er den dobbeltsidighed på spil, når vi er optaget af bestialske ting. Som publikum ved vi godt, at vi hverken er offer eller morder. Det er det rækværk, vi klamrer os til. Men vi får muligheden for at eksperimentere lidt med den tilstand, et offer eller en morder er i. Og fordi det psykologiske og det eksistentielle er vigtigst, er man ligeglad med, om det ligger mange år tilbage i tiden«.

Til gengæld gør det en forskel, hvordan man fortæller om en forbrydelse. Nicholas ’Nick’ Yarris fortæller i ’Fear of 13’ om en gammel sag, så man har oplevelsen af, at alt finder sted i nuet. Det er noget af det, han har lært sig i fængslet.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden