0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dokumentarinstruktør: »Traditionelt har true crime haft et usselt rygte«

True crime om voldsomme virkelige forbrydelser har ry for at være en sensationslysten skodgenre. Nu gør den comeback.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mød manden, der bad om at blive slået ihjel. Fænomenal fortællekunst og fascinerende karakterstudie, når det simpelthen ikke bliver bedre. Efter 23 år på dødsgangen ansøger en fange, der er dømt for mord, selv domstolen om at blive henrettet. Men som den dybt karismatiske fortællers utrolige historie udfolder sig i en enkelt, lang samtale for rullende kamera, bliver det klart for en, at intet er som det ser ud til - helt frem til slutningens sidste twist, der igen vender op ned på alt, man troede man vidste. Kilde: Dogwoof Pictures

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Knap 20 år havde Nicholas Yarris tilbragt som dødsdømt i et fængsel i sin hjemstat Pennsylvania, da han i 2002 selv anmodede om at blive henrettet. Han ønskede hurtigst muligt en ende på sin lidelser. Gentagne gange havde han appelleret om at få sin sag genoptaget. Lige så mange gange var han blevet afvist.

Heller ikke sit ønske om at få eksekveret den død, der var hans fremtidsudsigt, fik han opfyldt. I 2015 har Nicholas Yarris, der altid bare kaldes Nick, rollen som sig selv i den britiske dokumentarist David Singtons film ’The Fear of 13’. Filmen vises på CPH:DOX, hvor den deltager i både hovedkonkurrencen om en DOX:AWARD og i konkurrencen om Politikens publikumspris.

’Fear of 13’ er en af mange dokumentarfilm på CPH:DOX inden for genren true crime, der skildrer voldsomme virkelige forbrydelser. Både på tv og i dokumentarfilm er der lige nu et comeback for genren, der ellers ikke har været fornem nok for dokumentarister at beskæftige sig med. Som instruktøren bag ’Fear of 13’ siger det:

Hvis man vælger at udføre dødsstraffen på et menneske, der har siddet 20 år i fængsel, slår man et andet menneske ihjel, end det menneske der modtog dommen

»Traditionelt har true crime haft et usselt rygte. Det var noget, tv og tabloidpresse beskæftigede sig med. Det var sensationslystent, det handlede mest om at udpege en forbryder, og det var ikke kunst. Det var været ligesom ’The Jinx’ og ’Serial’. Nu er der en tendens til, at flere prøver at finde en mere biografegnet, en mere kunstnerisk måde at beskæftige sig med det på«.

Både tv-serien ’The Jinx’ og den serielle krimipodcast ’Serial’ vakte i første halvdel af i år international opsigt ved at være en blanding af dokumentariske krimifortællinger og journalistisk gravearbejde, der blandede sig i efterforskning og skyldsspørgsmål. Med store konsekvenser for både pårørende til ofre og – i tilfældet ’The Jinx’ – den nu mordsigtede Robert Durst.

Fra drabsmand til mesterfortæller

Ud over at true crime i nogle tilfælde kan påvirke en efterforskning, kan genren ændre opfattelsen af et retssamfund eller synet på mennesker, der er sigtet eller dømt for særlig grove forbrydelser. Foruden sommetider at levere en ualmindelig spændende historie.

For instruktøren af ’Fear of 13’ var det hverken først og fremmest en forbrydelse eller et skyldsspørgsmål, der gjorde ham interesseret i at lave en film om og med Nick. David Sington hørte et radiointerview med Nick og var imponeret af hans måde at fortælle på. I sidste ende blev det den fortællemåde, der bærer ’Fear of 13’ og gør filmen bemærkelsesværdig:

»I fængslet tilbragte Nick sin tid med at læse skønlitteratur. Han transformerede sit liv ved at lade sig opsluge af litteratur og blive en mester i sprog. Sådan kom han igennem sin situation. Han blev en mesterfortæller. For mig var det en større historie end den kendsgerning, at han var endt i fængsel. Han var blevet i stand til at gøre sine oplevelser til en fortælling og til at sætte pris på sig selv og sine fortælleevner. Det betød, at han kunne føle sig som et værdigt menneske«.

Kun ét menneske optræder i ’Fear of 13’. Filmen er Nicks monolog. Billederne af den siddende Nick afbrydes indimellem af associerende fortolkninger af begivenheder for hos publikum at skabe en fornemmelse af, at vi er med helt inde i de mørkeste steder i den morddømtes hoved.

Ellers er kun han i centrum med erindringer, der ikke fortælles kronologisk, men derimod i spændingsskabende brudstykker.

David Singtons inspiration til filmen har især været to film af instruktøren Errol Morris: Den oscarbelønnede ’Fog of War’ samt ’The Thin Blue Line’, der både var kraftigt medvirkende til at få en morddømt løsladt og også betragtes som det ypperste eksempel på, at true crime kan være kunst.