Eisensteins geniale og længst kanoniserede jubilæumsfilm til 20-året for 1905-mytteriet på tsardømmets panserkrydser i Sortehavet, et af det års forgæves tilløb til 1917-revolutionen, er jo stumfilm med tekstplancher og (levende) musikledsagelse.
E. Meisels oprindelige musik er siden afløst af mange andre, bl.a. af Sjostakovitj, og gensyn med filmen med nyt soundtrack må vurderes som et integreret ’værk for nutiden’, også vores dorske individualismes æra. Derfor de fem hjerter, der – kun i denne sammenhæng – kan virke lidt fesne frem for sekshjertet anerkendelse af genialiteten.
'Suburra' er mere vulgær end stilfuld, men har muskuløse kvaliteterDenne nye, digitaliserede elektropunks dommedagstrommer overdøver nemlig lidt for tit guitarens og keyboardets søgen efter mening. Hvorimod Eisensteins suveræne krydsklip mellem folkemasser i total og så closeup af et ansigt, maddiker i matrosernes mad eller herreløs barnevogn ned ad Odessas havnetrappe ... forener propagandaens massemobilisering med hin enkeltes liv.
fortsæt med at læse
