Kameraet bevæger sig som en alligator ud i sumpens varme dis og manøvrerer tavst og årvågent mellem cypresser, cikader og chok! 'The Gift' starter både stil- og stemningsfuldt, og sådan bliver det heldigvis ved. Instruktionen er lagt i hænderne på horror-veteranen Sam 'Evil Dead' Raimi, mens Billy Bob Thornton ('Slingblade') er en af de to manuskriptforfattere. Dermed genoptager Raimi og Thornton det vellykkede samarbejde fra 'En simpel plan'. Cate Blanchett ('Elisabeth') har hovedrollen, mens Hilary Swank (Oscar-vinder fra 'Boys Don't Cry') og Keanu Reeves har to centrale biroller. Efter 'Den sjette sans' har det overnaturlige for alvor igen vundet indpas. At gøre brug af mellemrummet mellem himmel og jord i sit plot rummer både store fristelser og vanskeligheder. Men hvor f.eks. 'Under overfladen' på netop denne konto virkede overfladisk, er den klart bedre 'The Gift' anderledes konsekvent. Annie Wilson (Blanchett) er clairvoyant. 'The Gift' tager sin hovedpersons evne alvorligt. Gør den til en integreret del af bestræbelsen på at skabe et spændende og autentisk miljø omkring gyset. Annie er enke og enlig mor til tre. Hun supplerer sin magre enkepension ved at spå i kortene. Men at være synsk kan være en særdeles farlig begavelse. Især i en lille by, hvor alle har deres små og store hemmeligheder. At også Annie har sine egne fortrængninger, gør ikke hendes evner mindre problematiske. Annie har sine faste kunder. På en måde er hun det eneste faste holdepunkt for flere af byens marginale eksistenser. De fleste af Brixtons indbyggere ser imidlertid med mistro på hendes heksekunster. Nogle, fordi de er for rationelle til at tro på den slags. Andre er rednecks, der ser Annies spådomskunster som Satans værk. Den truende misstemning fortættes, da der sker et uhyggeligt mord. Ofret er den smukke unge Jessica. Datter af byens matador, forlovet med den pæne skoleinspektør og entusiastisk promiskuøs. Hvem har myrdet Jessica og smidt hende i sumpen omviklet med jernkæder? Mistanken falder takket være Annie på hustrumishandleren og kvindebedåreren Donnie Barksdale (Reeves). Men andre kan mistænkes. Byens utilregnelige automekaniker, en liderlig advokat, den forsmåede skoleinspektør, et ukendt antal elskere og mindst én jaloux hustru. Raimi og Thornton formår med sikker hånd at holde spillet åbent og spændingen ved lige. Uden at ty til ufine tricks, men med en intelligent udnyttelse af de muligheder for chokerende glimt af indsigt, som Annies clairvoyante evner åbner mulighed for.FotografenJamie Anderson har nydt opholdet i det pittoreske Savannah. Spillet virker en smule tamt i nogle af birollerne, mens andre til gengæld er i plet. J.K. Simmons er eminent som Brixtons skeptiske sherif. Giovanni Ribisi får en god figur ud af den emotionelt havarerede automekaniker Buddy med de våde øjne og de mange slemme tanker. Keanu Reeves nyder åbenlyst at spille dumt svin, og så er der Cate Blanchett. Denne næsten gennemsigtige og alligevel alt andet end anæmiske australske skuespillerinde, der igen stråler på lærredet med denne enestående evne til på en gang at udtrykke det bristefærdigt skrøbelige og pilekvistens sejhed. Et passende tyngdepunkt for en film, der bruger de skrappe virkemidler og den menneskelige sårbarhed som effektiv kontrast. I 'The Gift' får man lov til at mærke mavepinen og gåsehuden. På besøg i Brixton, hvor de døde går igen og - som allerede antydet i 'Den sjette sans' - generelt er nemmere at omgås end de levende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Dramatiske kaffetal i hjemmeplejen udløser alarmklokke
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Sofie Gråbøl: »Jeg kommer aldrig til at opleve det igen«
-
Med et enkelt ord var hun med til at ændre verdenshistorien
-
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen
-
Formand: Kortlægning er et »vink med en vognstang« til arbejdsgiverne
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jakob Næsager, Katrine Fylking og Max Ulrich Larsen
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen

Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























