Hugh Lofting var arkitekt og ingeniør (1886-1947), men huskes som forfatter til ni eventyrlige børnefortællinger om Dr. Dolittle, der opgav sin menneskepraksis, fordi han lærte at forstå dyrenes sprog. Den første bog udkom i 1920, og de elskede historier er filmatiseret flere gange. Senest for tre år siden med komikeren Eddie Murphy i den dyregode doktors kittel. For nu kan filmfolk jo gøre Loftings fantasi til næsten realistisk illusion ved elektronikkens hjælp, og hvad i alverden skal vi stille op med dét - andet end netop at genbruge materiale fra tidligere tiders succeser? Men måske har levningerne af dyrlægen dog ligget så længe, at de har fået en tanke? I hvert fald er gode dyr rådne her i anden ombæring: Den ombejlede dyredoktor skal nu redde et skovareal fra griske menneskeplaner om fældning og bebyggelse - 'kunden' er en lokal dyremafia med bæveren som Godfather. Skoven kan fredes, hvis den yder ly til en truet dyreart, der vil formere sig, oplyser doktorfruen, der er advokat. Så den enlige hunbjørn Ava i vildnisset skal parres med den dovne han Archie fra cirkus. Godt, de kan tale og dermed tænke højt! For at optræde som kobler må doktoren flytte ud i en skovhytte med hele sin familie, dvs. advokatkonen (Kristen Wilson), de to døtre med den ældste i brunst samt familiens veltalende kæledyr: hunden Lucky og den fordrukne abekat fra første film nu suppleret med en frustreret kamæleon. Egentlig sodomi antydes ikke, men 'ligheder' mellem dyrs og middelklasseamerikaneres 'følelser og tanker' drives der rovdrift på her, som var det hensynsløs skovdrift. Resultatet er proportionsløst: Påklistrede påfund får lov at svulme, mens handlingsgangens centrale scener skrumper til ingenting. Man skal være godt sur for slet ikke at trække på smilebåndet hist og her, men også mere end kattevenlig for at anse det for en vellykket komedie. Murphys anstrengende men uomtvistelige komiske talent såvel som al det snilde animatronics havde været bedre anvendt på noget andet end dette oppumpede og dog så slatne produkt.