Jalla Jalla

Lyt til artiklen

Filmens instruktør er kun 23 år, han er nysvensker med libanesisk baggrund, og halvdelen af rollerne i spillefilmdebuten er besat af hans familiemedlemmer. Det er de utraditionelle rammer omkring dagens premiere - men sku ikke hunden på hårene. Selvom filmen har en arabisk titel - der kan oversættes med »Kom nu! Kom nu!« - så er vi i Sverige med stort S. Og vi befinder os i den svenske filmtradition, der tæller komedier som 'Englegård', 'Adam & Eva', 'Fucking Åmål' og 'Tilsammans'. Potensproblemer og arrangeret ægteskab Instruktøren af de to sidstnævnte, Lukas Moodysson, har da også haft en finger med i spillet om 'Jalla! Jalla!' - som executive producent og manuskriptrådgiver. Og filmen har det samme legende, minimalistiske og ungdommelige over sig som 'Fucking Åmål'. Men hvor den foregik i teenageland, rykker 'Jalla! Jalla!' en halv snes år op til et sted midt i tyverne. Vennerne Roro (Fares Fares - instruktørens bror) og Måns (Torkel Petersson) er et par fredsommelige fyre, der tilbringer dagen med at småfilosofere på deres job som parkpassere. Tilværelsen er rimelig ukompliceret, indtil de pludselig får hvert sit presserende problem: Roros familie vil have ham til at indgå et arrangeret ægteskab - og Måns kan ikke få den op at stå. Måns har ellers en ualmindelig samarbejdsvillig kæreste, der går med på alle hans famlende forsøg i retning af rollelege, SM og diverse hjælpemidler. Men hverken pisk eller petting giver Måns potensen tilbage - end ikke Roros heksedoktor-onkel har held i sprøjten. Og da Måns, desperat og jaloux, i bogstaveligste forstand lem læster en af kærestens venner, er også hun fortid. For Roros vedkommende er problemet ikke så meget hans tilkomne, Jasmin (Laleh Pourkarim) som det faktum, at han allerede har en pige, han elsker. Lisa (Tuva Novotny) er blond og svensk og aldeles hemmeligholdt for hans familie. Men da Jasmins familie truer med at sende hende til Libanon, hvis hun ikke gifter sig med det vuns, bliver Roro overtalt til at give hende en hjælpende hånd og sige midlertidigt ja. Men han har ikke taget højde for Jasmins ge-sjæftige og ærekære bror, der snart får færten af deres løgn. Der er, som handlingen antyder, alvor bag humoren i Fares komedie, men det er alt andet end en problemfilm. Filmens lydside af reggae og easy going rock lægger en grundtone af optimisme, som indfries - lovlig naivt - af manuskriptet. Det her er, hvad amerikanerne har lært os at kalde en 'feel good movie', og den får på alle tangenter. Uhøjtidelig generationskomedie Men 'Jalla! Jalla!' er også en moderne generationskomedie - og en meget velkommen af slagsen. Josef Fares skildrer indvandrermiljøet med kærlig ironi og uhøjtidelig loyalitet. Han er lige underholdende, når han spidder machomanerer, som når han tegner et lunt portræt af Roros far (Jan Fares - instruktørens egen far) - en lille, rund sælger, der kan vinde enhver slåskamp med sit drabelige mavestød. Også filmens to hovedpersoner - som historiens relative enkelhed taget i betragtning bærer en hel del på deres skuldre - rammer præcist. Den imponerende krumnæsede Fares Fares har mildhed som den bløde Roro, der tvinges til at træde i karakter. Og Torkel Petersson er ikke bange for at lade hånt om sit veltrænede ydre og gå helt i knæ i jagten på potensen, mens den tynde fernis af kronraget hårdkogthed skaller af og afslører en godmodig, usikker fyr. Josef Fares har lavet over 50 kortfilm og er uddannet på Dramatiska Instituttets instruktørlinje. Og man fornemmer afslappethed og erfaring i hans omgang med de levende billeder. Indimellem snubler fortællingen lidt i sine egne små, spøjse sløjfer, og Fares lader fotografen lege rigelig meget med zoomfunktionen. Men i det store og hele er der - instruktørens alder taget i betragtning - modenhed i debuten. Han ejer en iagttagelsesevne og sans for detaljer, der gør, at filmens små skævheder også bliver dens charme. 'Jalla! Jalla!' er en sød sommerkærlighedsfilm, der efterlader én med følelsen af at være blevet et bedre menneske - i hvert fald i ti minutters tid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her