Denne film er i bogstaveligste forstand gådefuld. Den handler nemlig bl.a. om et meget indviklet og udspekuleret kodesystem ved navn Enigma, som nazisterne anvendte under Anden Verdenskrig. Ved filmens begyndelse er det dog lykkedes den engelske kodeekspert Tom Jericho (Dougray Scott) at bryde Enigma. Men alligevel tårner problemerne sig snart op. Dels udvikler tyskerne hurtigt en ny djævelsk kode, og dels har Tom som en kombination af arbejdspres og ulykkelig forelskelse i kollegaen Claire (Saffron Burrows) været udsat for et nervesammenbrud. Den svækkede og nedslidte Tom får imidlertid til opgave at bryde den nye superkode, men da han vender tilbage til jobbet, erfarer han samtidig, at Claire under mystiske omstændigheder er sporløst forsvundet. Er der en spion til stede? En læge? Tom går i sving, og under sin desperate jagt på både nøglen til koden og den forsvundne kvinde, får han uventet hjælp af Claires handlekraftige og energiske veninde Hester (Kate Winslet). Men det viser sig også, at den hemmelighedsfulde polak Puck (Nikolaj Coster Waldau) muligvis har en finger med i spillet. Det hele er en værre redelighed, og rigtig spændende eller interessant bliver 'Enigma' aldrig - hverken som spionfilm eller kærlighedsdrama. Dertil er to grundlæggende forhold konstant i vejen. For det første er selve plottet i forbindelse med de famøse koder alt for knudret og uoverskueligt. Og for det andet er selve historien og dens personer skildret med et lag af støv, der muligvis skal gøre det ud for tidsstemning - dette er en film om gamle dage, om glemte tider - men som udelukkende bevirker, at det bliver ekstra vanskeligt at engagere sig i følelser, figurer og problemstillinger. For 'Enigma' er en af den slags film, der ved at skildre noget forældet og historisk, selv kommer til at virke udslukt og passé. Den ligner alt for meget en eller anden vag forestilling om et solidt og spændingsfyldt spion- og kærlighedsdrama fra før verden gik at lave, til at den nogensinde kan blive sig selv, finde sin egen nerve og nødvendighed. Så er det en ringe trøst, at der er interessante løfter i Dougray Scotts plagede og resignerede udstråling som Tom. Og masser af temperament, humor og selvironi i Winslets udgave af Hester, som i visse scener ligefrem får filmen til at ændre karakter fra det søvndyssende til det opkvikkende.