Louis de Bernieres 'Kaptajn Corellis mandolin' er en drøm af en feriebog. Menneskeklog og underholdende. Med humor og tragik i lige mål og udfoldet på en baggrund af historisk drama og aromatisk græsk stemning. Der fortælles om den lille græske ø Cephallonia, som bliver hvirvlet ind i Anden Verdenskrig. Det er samtidig en fortælling om den ældgamle levemåde, der brutalt bliver introduceret til den moderne verdens støbeske. I begyndelsen sker det dog næsten gemytligt, da øen bliver besat af italienske tropper. Mussolinis ikke alt for heroiske legionærer, der sympatisk nok er operaelskere, snarere end de er krigsliderlige. Men begivenhederne tager en vending til det grumme, da de allierede invaderer Italien, og tyskerne overtager det græske teater. Krigen er kulissen. Men dramaet fortælles og fortættes rundt omkring den forelskelse, der opstår mellem den musikglade italienske kaptajn Corelli og den unge græske kvinde Pelagia. Han er en del af besættelsesmagten, men bliver selv besat af den skønne Pelagia. Et problematisk forhold, der ikke bliver mindre kompliceret af, at Pelagia er trolovet med frihedskæmperen Mandras. Pelagia er en skønhed, men også lidt af en outsider, der af sin far, lægen dr. Iannis, er blevet opdraget til at være et uddannet menneske i et lille samfund, hvor mange af mændene er analfabeter, og en kvinde kender sin plads. DESVÆRRE KAN man ikke påstå, at John Maddens ('Shakespeare In Love') stort anlagte filmatisering er blevet synderlig vellykket. Filmen, er ellers sympatisk nok optaget on location på øen Cephallonia. At de græske feriebilleder er blevet det bedste argument for at se filmen er både en cadeau til Grækenland og lidt af en falliterklæring for Maddens projekt. Han har haft svært ved at finde en balance i kontrasten mellem det lyse og det mørke og en rytme i vekselvirkningen mellem glæde og smerte. 'Kaptajn Corellis mandolin' rummer scener med liv og charme, men det kniber med at få splejset dem sammen til en film med fremdrift og fylde. EN IKKE UBETYDELIG del af skylden for miseren må tilskrives Nicolas Cage i rollen som Corelli. Cage har ganske vist italienske gener, men den amerikanske stjerne er for gammel og for frikadellet til at spille det charmerende livsstykke Corelli. En fortælling om menneskelighed på tværs af ven- og fjendskaber bliver til et romantisk filmpostulat, hvor et kaos af stridende dialekter gør det temmelig svært at tage de store kærlighedserklæringer helt alvorligt. Penélope Cruz er da strålende yndig som Pelagia, men hverken hun eller Christian Bale som Mandras får lov til at dykke ned i de modstridende elementer i karakteren. Især Mandras har fået en ordentlig tur med renskurebørsten, og her finder man en del af forklaringen på filmens lidt svampede karma. Shawn Slovos manuskript er overdrevent kalkulerende. Modstandsmanden Mandras har fået fjernet skyggesiderne. Til gengæld har Slovo krydret med lidt sex. Alt sammen på papiret mere effektivt. Men ganske som i livet er det enkle og effektive ikke altid det, der rummer mest liv. Noget lignende er overgået bifigurerne, der ikke altid lige elegant er blevet skåret ned eller barberet helt væk. Således har man fjernet forklaringen på de særlige bånd, der knytter Corelli og hans højrehånd Carlo til hinanden. Med det resultat at Carlos handlingsmønster tilsyneladende udspringer af den blå luft. Irene Papas ser passende skæbnesvanger ud som Mandras' mor Drosoula, men John Hurt er som den livskloge dr. Iannis med flot svungen moustache faktisk alene om at få skåret en figur i solidt dramatisk tømmer. Det svageste ved Louis de Bernieres' bestseller er dens temmelig konstruerede slutning, der utvivlsomt ville have været ufrivillig komisk på lærredet. Man kan derfor ikke for alvor indvende noget imod beslutningen om at lade filmen ende på en anden tone. At 'Kaptajn Corellis mandolin' så har fået en ny slutning, der blot gør dens forudsigelighed endnu mere bastant, er en anden sag.