Hævn kan være sød, ingen tvivl om det. Men når hævn ligefrem bliver en livsstil, forekommer den mest af alt bitter. Hvad det så end er, Verden har gjort mod den 37-årige finske instruktør Auli Mantila, så er hun blevet godt gal i skralden over det. Så gal, at hun har skrevet og instrueret en vred film om frygt - og hævn. 'Geography Of Fear' - der er importeret af Zentropa og har engelske undertekster - er bygget over en bestsellerroman fra 1995 af den ligeledes finske Anja Kauranen. Hun er efter alt at dømme også temmelig vred - på de samme som Mantila, nemlig mænd. Det er pigerne mod drengene i Mantilas film. Den starter med, at en strandvasker - der har ligget så længe i vandet, at han mere ligner en roe end en mand - driver i land nær Helsinki. Obduktionstandlægen Oili (Tanjalotta Räikkä) og hendes kæreste, politimanden Eero (Kari Sorvali) bliver sat til at identificere ham - og fastslå dødsårsagen. For Oili er det en rutinesag - indtil det går op for hende, at hendes søster Laura (Anna-Elina Lyytikäinen) har haft noget med den afdøde at gøre. Laura er med i en gruppe hardcore feminister, hvis intellektuelle, åndelige leder Maaru (Leea Klemola) plæderer for et nul tolerancesynspunkt - der går ud på, at misdædere af enhver slags skal have igen, hårdt, kontant og øjeblikkeligt. Som da gruppens yngste medlem chikaneres seksuelt af sin kørelærer, hvorefter gruppen - som kørelæreren selv udtrykker det - voldtager både ham og hans bil. Den nye viden om søsterens aktiviteter sætter den pæne, pligtopfyldende Oili i et moralsk dilemma, og hendes retfærdighedsbegreb kommer på en prøve. Skal hun være lovlydig over for det almindelige - og ifølge filmen ineffektive - retssystem og fortælle politiet, hvad hun ved? Eller skal hun tage retfærdigheden i egen hånd og gå med i gruppen af selvtægtskvinder? 'Geography Of Fear' er bygget op over et krimiplot, der muligvis kunne have fungeret godt som klassisk who dunnit-gåde. Men alt for tidligt i filmen tages luften ud af al suspense, da det uden videre afsløres, netop hvem, der gjorde hvad, og hvorfor. Det sker samtidig med at gruppen træder ud af skabet som sortklædte hævnere i potent firehjulstrækker. Men deres farlighed var immervæk langt mere interessant - og hele historien mere sandsynlig - mens dæmonien stadig ulmede under overfladen i en udadtil almindelig venindegruppe. Persontegningerne er generelt filmens store problem. Forholdet mellem Oili og hendes søster er en sær magtkamp, der virker så kryptisk, fordi begge figurer snarere er omvandrende repræsentanter for synspunkter end mennesker, man kan identificere sig med. Maaru og hendes slæng fremstilles også stereotypt umenneskelige - som figurer minder de mere om hekse og vampyrellaer end om karakterer i den psykologiske thriller, Mantila gerne vil have sin film til at være. Kørelæreren kunne i rette sammenhæng være en god parodi på et dumt svin, men Mantila smører også her for tykt på. Man må håbe, at Mantila er kommet af med, hvad hun nu havde brug for at komme af med, og en dag laver en film, der underdriver frem for at overdrive. For 'Geography Of Fear', der er hendes anden spillefilm, har små glimt af en sort humor og uhygge, der destilleret og placeret i et bedre manuskript kunne udvikles til en god thriller.