»Okay« er et tidsbillede med Paprika Steen i den altdominerende rolle som Nete, en kontrolfreak der nødigt overlader spillerum til mennesker omkring sig. Filmen viser, hvor glimrende en ganske almindelig dansk hverdagskomedie kan være. Nete har styr på sit liv. Hvilket også inkluderer de mennesker, hun til daglig er i kontakt med. Skrap, sarkastisk og kort for hovedet styrer hun sine omgivelser med hård hånd. »Det er faktisk mig, der er chefen«, påpeger hendes mandlige overordnede på bistandskontoret. Men påstanden lyder oppustet og spag, og ingen af dem tror på det. Nete er boss. Når Nete siger »Okay?«, er spørgsmålstegnet kun en formalitet. »Okay« er bydemåde. En lodret ordre om at makke ret her og nu. Hvilket man skynder sig at forstå, hvis man vil undgå at blive dyppet i Netes verbale syrebad. Det gælder, hvad enten man er Netes teenagedatter Kathrine, Netes mand Kristian, Netes chef, Netes klienter, Netes modtrafikanter, Netes far eller den læge, der en dag modvilligt må overgive Netes far dødsdommen. De hvide blodlegemer har opgivet ævred. Den gamle møbelsnedker skal dø. Men hvornår? Lægen får ikke lov at dø i synden, før Nete har vredet armen om på ham og afkrævet ham en tidsfrist. Tre uger gætter han modvilligt. Selvom forholdet mellem Nete og hendes knarvorne, fåmælte far er på vågeblus, insisterer hun på, at faderen skal tilbringe sin sidste tid i sin datters hjem. Illusion om en rigtig familie Med en blanding af rørende insisteren og skræmmende effektivitet gennemtrumfer Nete i ellevte time iscenesættelsen af en illusion om en rigtig familie. Men forandring fryder. Den gamle stortrives i selskab med barnebarn, fjernsyn og eksotisk mad fra de varme lande. Hans helbred har det bedre end længe, og det er jo, øh, dejligt, far? De tre uger bliver til måneder og spændingerne begynder at vokse sig store i den lille lejlighed, hvor Nete i forvejen ikke overlod meget albuerum til Kristian og Kathrine. Dominerende, kort for hovedet og ikke god til at lytte til andre. Med sin skarpe tunge halshugger Nete ethvert tilløb til protest. Overbevist, som hun er, om, at kun med mor bag rattet går det den rigtige vej. Men at have styr på det hele er ikke det samme som at have hold på sig selv. I det øjeblik Nete støder på en forhindring, hun ikke kan tromle ned eller feje af vejen, og uhelbredelige sygdomme hører til i den kategori, må hendes effektive enevælde krakelere. Kompetente kvinder gider ikke høre mere vrøvl Men Paprika Steens Nete er mere end et veloplagt og underholdende portræt af en skræmmende skrap madamse. »Okay« er et tidsbillede i kraft af sin skildring af en moderne kvinde, der har forenet matriarkat og patriarkat i én handlekraftig autoritetsfigur. I den lille familie tjener Nete de fleste af pengene og træffer alle beslutningerne. Kristian med de tøvende forfatterdrømme og den forfinede madkultur er måske nok en ørn i et køkken, men over for den altid kampberedte og kompromisløse Nete er han snarere en handlingslammet kylling. I det fortravlede dobbeltarbejdes tid er parolen »kvinder er stærke« blevet realiseret på en lidt anden måde end rødstrømpernes politiske visioner udmalede. Kompetente kvinder gider ikke høre mere vrøvl. Kristian har svært ved at realisere sig selv som forfatter. Men måske handler det snarere om, at han har svært ved at realisere sig selv som mand og menneske. Fordi det eneste autoritetsområde, Nete har overladt ham i familien, er retten til at krydre aftensmaden, som han vil. Pokkers godt lavet Kim Fupz Aakeson er med usvigeligt sikkert gehør manden for at fange toneklangen i tiden og rytmen i familiernes forskudte magtforhold. Aakeson, der - foruden »Mirakel« og »Hannibal & Jerry« - skrev manuskriptet til »Den eneste ene«, lever her op til præstationen med et manuskript, der er mindre komisk indtagende, men stringent komponeret og morsomt nok på sin egen måde. »Okay«. Titlen kan godt lulle forventningerne i søvn. Sådan en film er vel bare okay og næppe mere end dét? Endnu et dansk komediedrama fra familiens skød. Hverdagsrealisme med en anelse sitcom-sarkasme og småborgerlig velbjærgethed inde over. Lidt kærlighed og død med en håndfuld af de hotte navne fra den unge generation af skuespillere. Og på en måde er det såmænd rigtigt nok. »Okay« er ikke sensationelt anderledes. Den er bare på alle måder pokkers godt lavet. Lidt mindre kantet og uforudsigelig end Annette K. Olesens nært beslægtede »Små ulykker«, men mindst lige så stærk i sin mere ligefremme håndtering af død og alderdom. Læg dertil at »Okay« har en langt mere umiddelbar og indlysende appel til et bredt publikum. Jesper W. Nielsen (»Forbudt for børn«) er ikke en instruktør, der er kendt for forsigtighed i følelsesregistret eller stilistisk fedtspil. Hverken komikken, alvoren eller det visuelle udtryk kan da heller beskyldes for tandløshed i »Okay«. Uden at det på nogen måde virker påtrængende eller hysterisk dyrker Jesper W. Nielsen diskret en vital og ekspressiv stil. Detaljer fremhæves. Der zoomes ind og bredes ud i en livligt klippet film. I klipning og afveksling får den danske hverdagsrealisme musik og glimt i øjet. Paprika Steen lige til kanten Paprika Steen får den store hovedrolle, som birollerne i »Den eneste ene« og »Festen« har lagt op til. Hun spiller sin Nete hårdt og lige til kanten. Denne bulldozer af en kvinde er ikke let at elske. Men manuskriptet giver tilstrækkelig med baggrund til at tillade Steen at trække konturerne så skarpt op, som hun har gjort. Der er et flot filmcomeback til Ole Ernst i rollen som Netes far. Pensioneret møbelsnedker og fåmælt overhoved i en kantet familie, der har det mere end svært med følelserne. Molly Blixt Egelind er helt troværdig i rollen som datteren Kathrine, der kun bevæbnet med frustrationens tårer og togskinner på tænderne må kæmpe mod Moderdyrets overmagt, mens Kristian (igen en god Troels Lyby) ser til fra sidelinjen. Laura Drasbæk forsvarer fint rollen som Kristians unge elskerinde Tanja, mens man endnu en gang må imponeres over Jesper Christensen indsats i en lille altafgørende rolle. I hans skikkelse bliver lægen ikke blot overbringeren af budskabet om dødens definitivitet, men også formidleren af budskabet om, at der findes et liv før døden. Et rigtigt menneske - varsom bag brillerne og kitlen; utilpas og ægte - i denne beskedne figur formidlet med eminent timing i sine tøvende indgreb. Lidt svagere og mere postuleret står sidehistorien om Netes bror, sushi-bøssen Martin og hans modstræbende insemination af de to lesbiske Janni og Trisse (Lotte Andersen og Trine Dyrholm). Det kan godt ligne en dansk tvangstanke, at man endelig ikke må beskæftige sig med døden uden samtidig partout at skulle skynde sig at fortælle noget bekræftende om nyt livs fremspiren. Som om Livets Hjul var underlagt kontrol fra Rådet for Større Trafiksikkerhed. Resultatet »Okay« - og lidt til »Okay« markerer intet nybrud. Den er hverken hård som »Bænken«, uimodståelig som »Den eneste ene«, hudløs som »En kærlighedshistorie« eller mesterlig som »Festen«. Men sammenlignet med »En kort, en lang« og andre forsøg på at sno danskerne om lillefingeren, så er Jesper W. Nielsens film kort og godt bare et knaldgodt eksempel på, hvor aldeles glimrende en »ganske almindelig« dansk film efterhånden kan være. Det er i den velspillede og realistisk betonede hverdagskomedie koncentreret om familiens arena, at dansk film i øjeblikket har sin indlysende force. Så når alle kræfter er kompetente og talentfulde, og det hele falder i hak, ja så er resultatet »Okay« - og lidt til.