Ingen, der har set Emir Kusturicas 'Underground' og 'Black Cat White Cat' kan glemme musikken. Pumpende messingsuppe over stok og sten. Et trompetskrald til den anarkistiske livskraft. Musik til mindst fire bryllupper og en halv snes begravelser. At musikken har denne hæsblæsende, fremdrivende rolle i Kusturicas film er ingen tilfældighed. Kusturica har nemlig siden 1986 været guitarist i det omsiggribende orkester No Smoking. Et band , der blev startet i 1980 i Sarajevo af den rapkæftede Nelle Karajilic og siden rykkede til Beograd, hvor fænomenet No Smoking opnåede massiv popularitet. Rock'n'roll blev i sin tid accepteret af Tito. Rock'n'roll skulle ses som et bevis på, at Jugoslavien ikke var et østblokland. Men No Smoking udviklede sig til en sær mutation. I stedet for at efterabe vestlig rockmusik udviklede punkbandet fra Balkan sig hen imod sin egen definition på verdensmusik. Punket energi med lokale rødder. Sigøjnerpunk. I filmen ser man på et tidspunkt Joe Strummer fra The Clash som gæstesolist på scenen. Ikke noget tilfældigt valgt ikon. Der er klare musikideologiske fællestræk mellem No Smoking og den globale holdning, punkbandet The Clash bevægede sig imod på 'Sandinista!', Balkans Manu Chao. Super 8. Rockbandet som familie på smalfilm. Intimt, flimrende, uhøjtideligt. Bag kulisserne og i turbussen. Det er denne stemning, der præger Kusturicas skildring af No Smoking. Musikerne får til at præsentere sig selv og deres drømme grundigt, mens bussen passerer sønderskudte huse i Sarajevo eller begiver sig ud på Europas landeveje, hvor publikum venter med begejstring i både Paris og Berlin. No Smoking på scenen er en smittende kaotisk oplevelse med violinisten Dejan Sparavalo i rollen som Stephane Grappeli på speed og syre. Bandets udtryk er polemisk, humoristisk og konstant engagerende. En 'video' til 'Unza Unza Time' fanger smukt No Smoking i orkestrets musikalske selvforståelse som globaliseringens Gøg og Gokke. Som man udtrykker sig i sangen: Den hvide mand havde britisk pop, den sorte mand havde soul, men video dræbte rock'n'roll og resten blev et mode-show. Så nu rykker No Smoking i de gabende huller. Skildringen af det musikalske galehus fra Beograd er en hyldest til anarkiet og den musikalske begejstringsakt. Men som filmoplevelse er 'Super 8 Stories' nu mest at betragte som et kuriosum, mens vi venter på næste spillefilm fra Kusturicas hånd.