Slash, siger det når en lang klinge skærer gennem menneskekød. Det er en skræmmende og fascinerende lyd. Derfor har den fået lov at lægge navn til en hel underafdeling af gysergenren, slasher-filmene, der kort fortalt består af en psykopatisk morder, som dukker op fra mørke skjulesteder og skærer sine ofre op med ubøjelig konsekvens. Ofrene er som regel naive teenagepiger, og seksuelle undertoner er ikke en uvæsentlig del af slasher- filmen. Sådan har det været siden den første slasher-film, John Carpenters 'Halloween' fra 1978, og sådan er det i sydafrikanske 'Slash', der er yderst bevidst om at være netop en slasher-film og derfor bruger enhver kliché inden for genren med et selvironisk glimt i øjet. Den taktik gjorde amerikanske 'Scream' til et hit i 1996, og 'Slash' har ikke meget andet på hjerte end at være 'Scream' i en sydafrikansk udgave. Instruktøren Neal Sundström har imidlertid sammenbikset en håbløs historie om en rocksanger, der slæber sit band med til den fædrene gård, hvor farfaderen engang udførte rædselsgerninger ... og pludselig begynder rædslerne igen. Det pynter ingenlunde på den talentløse historie, at klipningen og timingen ofte er imponerende klodset. Det er altså en skidt start, filmdistributørerne Angel og Scanbox får på serien Midnight Movie Madness, der forsøger at bringe gysene tilbage i de danske biografer. Tilfældigheder har gjort, at Midnight Movie Madness ikke starter med enten canadiske 'Ginger Snaps' eller franske 'Vidocq', der begge er langt mere spændende moderne gys. Forhåbentlig skræmmer Slash ikke gyserfans væk fra - i stedet for ind i - biograferne.