På plakaten stirrer to alvorlige mænd os fast i øjnene. En sort og en hvid. 'Changing Lanes' ligner en af filmbranchens mest fortærskede klicheer. Og sådan starter filmen også. Takket være et biluheld bliver to vidt forskellige mænd bestemmende for hinandens skæbne. Den ene er rig og hvid. Den anden er sort og på spanden. Det er så sort og hvidt som et parti skak og lige efter den bog, der er skrevet og filmatiseret 1.000 gange før. Men manuskriptforfatterne Chap Taylor og Michael Tolkin og ikke mindst 'Notting Hill'-instruktøren Roger Michell har heldigvis haft andre planer. 'Changing Lanes' er en moralsk mainstreamfortælling, der overraskende omhyggeligt søger de menneskelige gråzoner. Ikke mindst takket være sine godt besatte biroller får filmen en langt mere realistisk grundtone, end man er vant til fra de forenklede konceptmanuskripter, 'Changing Lanes' i sit udgangspunkt ligner til forveksling. Toni Collette og Dylan Baker er store i små roller. Sidstnævnte som hackernes sidestykke til en lejemorder. I en tredje birolle udstråler den berømte instruktør Sydney Pollack som skuespiller den helt rigtige overfladiske godmodighed, når han spiller den rige sagfører Delano med kynisk karisma. De to hovedroller tilhører Ben Affleck og Samuel L. Jackson. Affleck tager et frikvarter fra flinkeskolen og spiller den unge sagfører Gavin Banek, der er på vej til tops med en flosset moral og et fornuftsægteskab, som har sine ikke uvæsentlige omkostninger. Også Samuel L. Jackson er i uvant terræn. Han spiller hverken lejemorder, splittergal eller efterretningsagent, men en helt almindelig forsikringsagent. Der er dog intet almindeligt ved den dag, de to mænd gennemlever, da et bilsammenstød får deres ellers så forskellige verdener til at blive viklet ind i hinanden. Kollisionen er en slem streg i regningen for dem begge. De er begge på vej til et vigtigt retsmøde, og de er begge sent på den. Gavin skynder sig at stikke af og efterlader Doyle med en smadret bil. Af samme grund kommer eksalkoholikeren Doyle for sent til sit retsmøde og mister retten til at se sine børn. Også Gavin kommer for sent til et retsmøde, hvor det ikke gælder skilsmisser og underholdningsbidrag, men storfinans og spørgsmålet om, hvem der skal have hånd- og halsret over en fond på 107 millioner dollar. Desværre for Gavin viser det sig, at han har tabt det afgørende dokument. Dommeren giver ham resten af dagen til at bringe dokumentet til veje. Doyle har dokumentet, og han er både ulykkelig og rasende efter det skæbnesvangre møde med den arrogante sagfører, der lod ham sejle i sin egen sø. Med dokumentet som omdrejningspunkt udvikler 'Changing Lanes' sig til en slags nervepirrende udgave af 'Naboerne', hvor kampen om dokumentet udfoldes med stadig skrappere midler, mens tiden løber ud. Men i selvsving går historien ikke, for Michell glemmer aldrig, at den handler om to mænd, som gerne skulle blive klogere på sig selv, hinanden og meningen med livet i al almindelighed, inden dagen er forbi. Det er Michells store fortjeneste, at han aldrig giver slip på nuancerne og kun en enkelt gang falder for fristelsen til at droppe mellemregningerne. Hvorfor skulle han også det, når han kan holde fast i sine figurers troværdighed uden at sætte spændingsmomentet over styr? Der står en hamrende banal film lige bag ved 'Changing Lanes' og tripper for at komme til, men det får den altså heldigvis ikke lov til.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Stor amerikansk avis: »Det ligner et kompromis, som giver Trump en sejr, han kan prale af«
-
Det er en af verdens smukkeste togstationer, men ikke mange ved, at du kan overnatte i bygningen
-
DR-journalist i ny bog om sit andet hjemland: »Frankrig har forandret sig for altid«
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Breaking
Kronik af Martin Lidegaard
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
interview
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce