Det går hurtigt i dansk film i disse år. Det er ikke længe siden, den selvlærte Anders Thomas Jensen kun rumsterede i baggrunden med sine manuskripter til novellefilm. Nu er han Bodil-anerkendt manuskriptforfatter og den succesfulde instruktør af hittet 'Blinkende lygter'. I efterfølgeren 'De grønne slagtere' har Mads Mikkelsen en hovedrolle. Det var i 'Bleeder', for blot fire år siden, at den hårde negl fra 'Pusher' først afslørede en mere følsom side. Efter 'Monas verden', 'En kort en lang' og 'Elsker dig for evigt' er Mads Mikkelsen blevet indbegrebet af dansk films følsomme førsteelsker. Jo, det går hurtigt i dansk film, og med de mange gentagelser på rollelisterne kan man hurtigt etablere en stereotyp og slide silken af et ansigt. Men med rollen som Svend 'Sved' i 'De grønne slagtere' har Anders Thomas Jensen og Mads Mikkelsen givet hinanden den helt rigtige håndsrækning. Næppe nogen har lyst til at sætte tænderne i Svend 'Sved'. Svend sveder tran. Halvskaldede Svend går i små sko. Bag det nervøst selvhævdende ydre er han lige så meget et stykke jaget vildt som de kronhjorte, hans mester Pølse-Holger (Ole Thestrup) ikke uden anerkendelse af håndværkets sadistiske ironi stopper op i egen tarm. De to forældreløse slagtersvende Svend og Bjarne (Nikolaj Lie Kaas) forlader deres herre og mester for at realisere sig selv og Svends marinade. De åbner egen butik, men kommer skidt fra start. Kunderne udebliver. Til gengæld bliver en elektriker længe efter lukketid hængende i kølerummet. Dagen efter begynder Slagtermester Svend & Co. at lange uautoriseret kød over disken. Kendt som Kylleryller bliver produktet en succes. Og i det kapitalistiske samfund er den vigtigste lov loven om udbud og efterspørgsel. Benknuseren når ikke at brumme mange gange, før de to unge slagtere er på vej ned ad en moralsk glidebane indsmurt i Svends marinade og det, der er værre. I 1990 lavede Marc Caro og Jean-Pierre Jeunet 'Delicatessen' skåret over en tilsvarende idé, men forskellen på den franske og den danske tilgang er sigende. Hvor franskmændene lavede en absurd fremtidsfilm, hvor slagterbutikken fremstod som et allegorisk billede på de sociale spillereglers iboende kannibalisme, har Anders Thomas Jensen bare lavet en afvæbnende danse macabre grotesk placeret midt i den sydfynske provinsidyl. Angsten for at komme til at mene noget dybsindigt eller højpandet er både tidstypisk og temmelig dansk, men heldigvis virker instruktørens drengede glæde over at indtage pladsen som amoralens vogter mere smittende end demonstrativ. Som oplagt efterfølger til 'Blinkende lygter' er 'De grønne slagtere' en makaber lille spøg og et udstillingsvindue for vitaliteten og talentet i ung dansk film. Paradoksalt nok er den noget ulækre fortælling særdeles lækkert iscenesat. I farveskalaen bliver der arbejdet elegant med de kølige blå og klamme grønne toner. Smukt glidende køreture med kameraet suppleres af raffineret brug af spejlbilleder. Pastor Villumsen (Aksel Erhardsen) sidder i sit drivhus af en dagligstue og nikker indforstået til general Sternwood i 'The Big Sleep'. Jeppe Kaas' musik strejfer genresammenrendet præcist. Alt det kan man labbe i sig, mens man nyder den mundrette dialog, hvor tyngdepunktet er indirekte ironisk. For i Mads Mikkelsens mund bliver hverdagssprogets banaliteter og klichéer forvandlet til hårrejsende udsagn, takket være de stadig mere groteske omstændigheder. Godt suppleret af sin sidevogn Nikolaj Lie Kaas brillerer Mikkelsen i sit nye rollefag som klamsveder. Mens Anders Thomas Jensen skærer ind til benet, sørger Mikkelsen og Lie Kaas for fedtfri præstationer i afpudsede scener. Dansk films frække slagterhunde er på ganske få år blevet mestre i egen butik.