Lommefilosofi

- Foto: Sandrew Metronome Filmdistribution
- Foto: Sandrew Metronome Filmdistribution
Lyt til artiklen

MED EN FASCINERENDE og dengang uset kombination af højteknologi fra computerne, Hong Kong-action og hårdtspændte kæbepartier lykkedes det i 1999 brødrene Andy og Larry Wachowski at skabe et bragende science fiction-hit med filmens første og største hyldest til cyberspace, 'The Matrix'. For en ny og computervant generation blev 'The Matrix' så skelsættende, som 'Blade Runner' med sine funklende futuristiske storbyscener i sin tid var for andre. En forunderlig gyser om computerprogrammøren Neo (Keanu Reeves), som bortføres af en gruppe frihedskæmpere under ledelse af kaptajn Morpheus (Laurence Fishburne) for at kæmpe mod de maskiner, der er ved at tage magten fra os mennesker. Neo endte med at blive en slags Superman fra en bizar blanding af Alice i eventyrland, cyberspace og Star Wars. Nu er fortsættelsen endelig klar til at gå sin sejrsgang i de danske biografer som led to i den trilogi, der meget vel kan komme til at rangere på niveau med 'Star Wars' i filmhistorien, i hver fald for de teknologi-fascinerede. DE KAN ROLIGT glæde sig. Efter den gigantiske succes for 'The Matrix' er budgettet ikke blevet mindre. I mellemtiden er teknologien og effekterne fra 'The Matrix' blevet populære i snart sagt ethvert spil til Playstation og computer, ja, de er sågar trængt helt ud i reklamefilmene. Derfor fyrer brødrene Wachowski ikke overraskende med de helt store kanoner her. I bestræbelserne på at overgå alle efterlignerne tyer de ligefrem til noget så klassisk som en biljagt - men hvilken en! Efter dette forrygende, stærkt nærværende race mod ensretningen på amerikanske motorveje kan alle andre instruktører roligt en gang for alle køre biljagten til skrotning. Det bliver ikke bedre. Biljagten med den onde agent Smith som modpart til vore helte og heltinder - Neo og hans elskede Trinity (Carrie-Ann Moss) samt Morpheus - er både hæsblæsende, grotesk og morsom. Agent Smith (igen godt spillet af Hugo Weaving med den fremskudte Jack Nicholson-hage og de blærede manerer) kan denne gang reproducere sig selv med lynets hast. »Det gode ved at være mig er, at der er så mange af mig«, som han hoverende udtrykker det. Og sjovt er det med de mange ens agenter, der dukker op overalt. Filmens karate-slagsmål fungerer også, men denne gang er der gået så meget computeranimation i Matrix-scenerne, at man ofte føler sig som tilskuer til et computerspil på stort lærred. Og det er faktisk mere anstrengende end sjovt. Det samme er filmens indviklede historie, den slæbende monotone dialog og især de kilometervis af filosofisk lommeuld, der doseres ud over os i den meget langstrakte historie. Det går galt helt fra starten, da brødrene Wachowski glemmer at tage nye seere i hånden og introducere Matrix-universet. Vi dumper med et rumskib ned i byen Zion, der er under angreb af maskinerne. Kun en mand, gode gamle Morpheus, har planen, der kan redde byen fra undergang. Han holder en salvelsesfuld tale, der får George W. Bushs retorik fra Irakkrigen til at minde om et udskrift fra de litterære saloner på verdens bedste universiteter og hensætter Zion i en forrygende byfest. Her glider 'Matrix Reloaded' ind i en underlig glanspoleret techno-softporno med delvist blottede kvindebryster, der næppe vil behage den amerikanske filmcensur. Underligt livløst er sceneriet da også, ligesom de efterfølgende, dybt banale betragtninger om menneskets forhold til maskinen. FØRST DEREFTER kan vi endelig få fyret Neo og hans venner af sted i det virtuelle rumskib mod nye eventyr. Undervejs møder de selvfølgelig uhørte farer fra maskinerne og den djævelske Merovingian (fint fortolket af Lambert Wilson, naturligvis med fransk accent). Desværre møder de også en grusom masse pladder med religiøse og filosofiske referencer. Så omfattende og klæbrigt er dette ævl, at man tager sig selv i at sidde og håbe, at maskinerne banker menneskene, så vi kan slippe for at høre på alt dette nonsens. Om det går så galt eller ej, må vi vente til den tredje og sidste del af trilogien med at finde ud af. Heldigvis arbejder Wachowski-brødrene hurtigere end folkene bag 'Ringenes Herre', så dette eventyr skulle vi allerede finde slutningen på i biograferne i november med titlen 'Matrix Revolutions'. Selv om den vanskelige toer skuffer en anelse, bliver det alligevel spændende at følge dette drama med de mange facetter til dørs. Ikke mindst, fordi 'Reloaded' slutter så uelegant og brutalt, at man simpelthen svæver fra sin stolekant og ud i cyberspace uden den mindste antydning af forløsning. Ærgerligt og irriterende, at der ikke er arbejdet lidt mere med det, men forhåbentlig har brødrene Wachowski og hele deres galleri af lommefilosoffer en god forklaring til treeren. Så kan vi endelig få sat alle møtriks på plads og vurdere Matrix-trilogien som en samlet helhed, der fortsat ser meget lovende ud.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her