'BULLY' ER IKKE et eventyr og slet ikke for børn. Her har virkeligheden ikke fået lagt farver med den følsomme airbrush. Fotografen Larry Clark fik et stort gennembrud som instruktør med den kontroversielle 'Kids' om nihilistiske teenagere på hårde stoffer og sjusket sex. Tematisk ligger 'Bully' i naturlig forlængelse, men er en film med flotte hyperrealistiske billeder og en understregning af Clarks evner som personinstruktør. Med Brad Renfro i spidsen leveres der hårdt og klart spil fra de unge. 'Bully' handler om unge, der ikke viger tilbage for noget, når det gælder sex & drugs. Men det er samtidig et liv uden den nok så frigørende tredje ingrediens rock'n'roll. Der er simpelthen dødkedeligt i forstaden i Florida. Kedsomheden brydes af sprut, surf, speed, computerspil og porno på hjernen. Børnenes fælles referenceramme er billederne af muskelsvulmende, veludrustede fyre og skinnende, storbarmede kvinder. De galopperende hormoner er blevet afsuttet og opslugt af pornokulturens kolde kys. Forældrene? Har ingen som helst følelse med, hvad der foregår. Som forventet skildrer Larry Clark disse unges miljø uden at ryste på hånden. Uden at forfalde til moraliseren er billedet af disse konstant stenede unge et regulært sjælerystende opråb om opmærksomhed. Ungdom skejer ud og prøver grænser. Sådan er det. Det nederdrægtige er snarere det monotone limbo, hedonismen i 'Bully' udspiller sig i. De ligner ikke så meget unge, der har det farligt sjovt, som de ligner narkomaner, der skal have deres skidt for blot at fungere på lavblus. I et tåget grænseland i udkanten af et computerspil uden nogen som helst fornemmelse for virkelighedens konsekvenser har de unge dyre biler, men ikke antydningen af retningssans. DETTE TOMRUM er forudsætningen for, at filmens intense drama kan udspille sig. Bobby og Marty er barndomskammerater. Bobby er tyrannen. Han tæsker, udnytter og ydmyger på alle måder den kønne og ikke for kvikke surfer Marty. Bobby er en kedelig ka'l. Afstumpet. Men måske mest fordi han er kvik nok til at kede sig mere desperat end gennemsnittet. Spytklatten på spejlbilledet røber brutal selvlede. Marty evner ikke at stikke af. Han bliver kærester med den uligevægtige Lisa. Da Lisa bliver gravid, går Marty amok og tæver hende. I en forskydning uden mellemregninger beslutter Lisa sig for, at alt ville være godt, hvis bare Bobby var ude af Martys liv. Hvis bare Bobby var død. Så kunne de leve lykkeligt. Bobby er roden til alt ondt. Bobby fortjener at dø, lyder næste skridt i Lisas logik. Et ræsonnement med sine egne skræmmende ekkoer fra amerikansk politiks populistiske retorik. Skeløjede og uden selv det mest rudimentære moralske kompas, og nok mest fordi de keder sig, bider omgangskredsen på Lisas krog. Jo, ham Bobby - hvem er det nu, han er? - er da vist også en dum skid. Bobby fortjener at dø. Filmen skildrer nu disse vinde og skæve teenageres forsøg på at tumle deres uvirkelige beslutning. 'Bully' er ikke bare en præcis og usminket miljøskildring. Det er et arketypisk drama. Tyrannen, der skal dø. Julius Cæsar nærmer sig 15. marts. Lisa er Lady Macbeth i forstaden. Marty hendes svage og skarpe instrument. Og her er det, Larry Clark rammer hovedet på sømmet. Her hvor virkeligheden og den store kunst spejler hinanden, fordi tilværelsens komprimerede moralske drama og frygtelige tragedie er, hvad det handler om, uanset om hovedpersonen er en konge fra fortidens Skotland eller en snotforvirret teenager fra nutidens Florida. Det er dramatik af en ganske hårrejsende støbning.