Eventyr til tiden

Julia Stiles spiller den renskurede Wisconsinpige Paige Morgan, der passer sine studier og derefter vil uddanne sig til læge for at arbejde for Læger Uden Grænser. - Foto: Isabella Vosmikova
Julia Stiles spiller den renskurede Wisconsinpige Paige Morgan, der passer sine studier og derefter vil uddanne sig til læge for at arbejde for Læger Uden Grænser. - Foto: Isabella Vosmikova
Lyt til artiklen

20 danske biografkopier af et Hollywood-lystspil i harmløs fluevægtklasse er ikke så lidt - færre kunne nok også have gjort det, hvis ikke det lige handlede om 'os selv'. Set gennem amerikanske gåseøjne, altså: Danske kronprins Edvard i Luke Mablys smækre skikkelse tager, imod kongeparrets vilje, et sabbatsemester i anonymitet. Efter et tv-glimt af topløse collegegirls vælger han lægestudier i Wisconsin, USA's mælkejunge, og man frygter det værste: En ajourført 'Coming to America'-farce med optaktsbillederne af Frederiksborg Slot, Nyhavn & Indre By som det eksotiske Afrika, Eddie som Murphy og Ben Miller som hans stivbenede kammerherre. Men nej, ikke helt: For kun fikseret på babes og bilvæddeløb forelsker playboy-prinsen sig uforklarligt, men seriøst i stud. med. Paige Morgan, spillet af Julia Stiles, der vist også uden for lærredet er mere intelligent mellem ørerne end mellem armene, og som her forsager al flirt for at studere til Læge uden Grænser. På hendes fædrene farm har de aldrig hørt om Bohr, Kierkegaard eller Andersen, men Lars Ulrich og Helene Christensens navne aftvinger dem lidt respekt! 'Eddie Dangaard', som dæknavnet lyder, trumfer i lokale idrætter som bunkeslagsmål og traktorvæddeløb, men før han når at bekende kulør over for Paige, afslører paparazzi ham midt i en kyssescene. Skandale. Kold luft. Og hjem til hårdt arbejde, for kongen skranter. I 'Denmark' føres overenskomstforhandlinger i Statsrådet, under kronprinsens ferme ledelse, lige om fiskerikvoter diskuteres med den norske konge over en cigar! Monarkiet set som en slags mafia, med epauletter, sovsekander og sildesalat. Tankevækkende. Fra farcen er vi nu kommet nærmere 'Prinsessen holder fridag', som også citeres. For nu indser Paige en alvor 'under overfladen'- som hun har lært det i den (Shakespeare)lektiehjælp som Prinsen af Danmark selvfølgelig sagkyndigt yder. For hans engelsk lyder som Hamlet-replikker - og er det hist og her. Midwestens to-i-én-svar på Ofelia og Askepot får skiftevis varme kinder og kolde fødder - for hvad med selvstændigt kvindeliv og lægedrømme under de stive hofkrav? Over for dét står 'enhver (?) piges drøm': Prinsen løfter hende fra folkemængden op på hesten - midt i en procession med karet, husarer og livgarde og hele svineriet, terrortrusler eller ej. Og den kølige dronningemoder tager ms. Morgan med ind i en mørk hvælving og frister hende med alle kronjuvelerne. (Næ næ, i det renskurede Wisconsin har de vist aldrig hørt om Freud!) Eventyr er ikke dokumentarisme - selv om vore tv-kanalers bryllups-reportere ikke kan kende forskel. Og selv med danske småroller - Henrik Jandorf og Niels Anders Thorn som ministre, Claus Bue som biskop og Jesper Asholt som taxi-chauffør - bliver det her ikke realisme, kun eventyr til tiden. Men en glimtvis forvirrende vellignende, glimtvis også overraskende charmerende komedie om livsvalg. Med en kerne af psykologisk snusfornuft, der såmænd sikkert afspejler overvejelser, Frederik og Mary også har været igennem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her