»Film-buffs« kalder de sig, skriver den unge Matthew hjem til mor i USA om de jævnaldrende franskmænd, han efterhånden lærer at kende. »Cineaster« siger de danske undertekster åndsnærværende, for dét var, hvad unge filmfans kaldte sig i Paris i foråret 1968. Og her færdes hovedpersonerne i denne smukke fortælling. Filmhistorien er voksemedie for deres udvikling, de spejler sig i filmens klassikere, stiller filmquiz-opgaver - og straffer taberen med grænseoverskridende bod. En leg som indtræden i voksenlivet, men netop i de år og på dét sted gik dén proces over i historien. Bertolucci, der i dag er 63, var selv i Paris i foråret 1968. Det samme var den tre år yngre amerikaner Gilbert Adair, manusforfatter over sin egen roman 'The Holy Innocents'. Deraf fortæller-synsvinklen: Blufærdige Matthew møder europæisk frigjorthed - eller dekadence? - i skikkelse af tvillingeparret Isabelle og Theo. I en rus af gensidig (selv)hengivenhed skal han hjælpe dem fri af deres incestuøse binding til hinanden og til barndommen, så han flytter ind i den store lejlighed, da far og mor tager på ferie. Og filmlegene begynder. Netop i Frankrig fik filmen - med nybølgefolk som Truffaut og Goddard - en central plads i ungdomsoprøret, så den unge 'Jules og Jim'-trekant ser snarere sig selv som 'Outsider-banden', hvis Louvre-kapløb de genopfører. Optakten krydsklipper nye og gamle, sort-hvide optagelser af Truffauts alter ego, skuespilleren Jean-Pierre Léaud, som demonstrationstaler. Men leg bliver alvor, i kærlighed som politik. Forspil bliver til fuldbyrdelse i den barndomslejlighed, hvor de tre unge forskanser sig som i en hule. Og skovtursbesættelse af højere uddannelsesinstitutioner udviklede sig til storstrejker på fabrikkerne, franske urobetjente står over for brosten og molotovcocktails. Lå stranden virkelig lige under brolægningen, som de utopiske graffiti havde lovet? Er barnagtig regression den fælles nøgle til organismens mysterier, erotisk og politisk frigørelse? spørger Bertolucci med sine stadige krydsklip mellem den selvoptagne trekantleg - og oprørets udvikling. Som ender med at redde livet for de unge, da 'gaden kommer ind ad vinduet' i form af en brosten. Er kasteskyts og vold da 'virkeligheden', og kærlighedens, samtalens, ikkevoldens vej kun en utopi? Eller omvendt? I det spørgsmål efterlader Bertolucci sine tilskuere - og sine tre oprørere. De er som unge, nøgne guder i tæt sammenslyngning og i Fabio Cianchettis forelsket nærgående, men udsøgte kameraføring. Michael Pitt med den følsomme barnemund fascinerer endnu mere end den unge David Hemings (på væggen hænger fotoet fra 'Blow-Up'). Eva Green er indbegrebet af lad kvindelig overklasseynde i sin første blomstring, intensiveret af en fin neurotisk snert, som hun deler med Louis Garrel som Theo. En 'tidløs' psykodramatisk trekant i centrum for scenografiens bestemte tid, det bestemte sted: Hvor digter-farens Dante-buste må dele pladsen med en selvlysende Mao-buste, en Lenin-buste ved badekarret. Nybølge-filmklip blandes med Keaton og Chaplin, Garbo og Dietrich, de to sidstnævnte i vidunderlige scener nærmest som direkte aktører i de unges begær og selvforståelse. Charles Trenets chanson-fremførelse af 'La Mer' blander sig på lydsporet med Joplin og Dylan, Doors og Hendrix. Vietnamkrigen er et fjernt ekko. Ikke en plakat eller en natbordsbog, ikke et filmklip eller en tone er med uden en intertekstuel bagtanke i denne nostalgiske, men ikke ukritiske ode til modsætningerne og det ufærdige som kernen i et senere alt for idylliseret og alt for bagtalt ungdomsoprør.