Den måtte jo komme: filmen om al-Jazeera. Men vi venter stadig. 'Control Room' af Jehane Noujaim er hverken en ordentlig dokumentarfilm eller en velbegrundet hyldest til den arabiske verdens historiske mediegennembrud - satellittv-stationen, som holder arabiske herskere i ørerne, trodser USA og trækker ethvert tilbageværende slør af den israelske besættelsespolitiks ubehagelige konsekvenser. 'Control Room' vil gerne begge dele. Både dokumentere og indirekte hylde. Begge dele mislykkes med betydeligt talent. Vi skal være vidner til al-Jazeeras dækning af sidste års krig i Irak, set fra Doha i Qatar, der på én gang er hjemsted for tv-stationen og for den amerikanske mellemøstlige hovedbase, As-Sailyah. Redaktionen og pressecentret i den amerikanske base er filmens omdrejningspunkt. Marts og april 2003. Her forberedtes krigen og dækningen af den. Al-Jazeera var ét blandt mange medier, der lyttede og transmitterede, da Bush fra USA gav Saddam Hussein 48 timer til at forlade Irak. Men de amerikanske og britiske generaler gav ikke mange svar i Doha. Derfor blev der reelt heller ikke stillet mange spørgsmål. Men i Doha er kontrolrummet, og dér blev beslutningerne om krigen taget. Den blev dødelig for al-Jazeera, som mistede reporteren Tareq Ayoub ved et amerikansk præcisionsangreb på al-Jazeeras bygning i Bagdad. Vi ser ham faktisk, ventende i sin skudsikre vest, uvidende om sin skæbne, sekunder før den indhenter ham. Er amerikanerne så dumme, så taktisk koldsindige og så dårligt rådgivet af deres militære spindoktorer, at de bevidst bomber en kritisk arabisk tv-station? Tydeligvis. Men hvem tager sådan en beslutning? Der spørges knapt og graves endnu mindre. I stedet for indsigt er vi henvist til en - tilsigtet intellektuel - drengerøvspræsentation af den modige tv-kanal op imod supermagten, som lader sig repræsentere af karseklippede talsmænd i As-Sailyah. »Vi har tabt Tareq, og vi har tabt Bagdad«, siger en producer, det første ubehageligt korrekt, det andet godt nok interessant: Hvem er »vi«? Al-Jazeera vil ifølge produceren vise, at tv-stationen bekymrer sig for de civile i Irak. Det ville de fleste reportere i pressecentret og felten utvivlsomt have skrevet under på. Men hvad adskilte reelt denne skov af tv-stationer og trykte mediers prioriteringer og deres aktive reportage? Hvad vil al-Jazeera med sit kontrolrum og sin voksende indflydelse på arabisk nyhedsformidling - og hvor vil dette svar på Fox TV eller CNN placere sig i forhold til de mange andre nye medier, der popper op i den arabiske verden? Løse spørgsmål hænger løst i luften, og dér bliver de hængende ved filmens afslutning, efter at Bush har erklæret de aktive krigshandlinger forbi. En jævn film om en historisk nyhedsfabrik. Det kunne al-Jazeera have skildret meget bedre.