Den første film om teenageagenten Cody Banks var en uprætentiøs og forfriskende lille film for det helt unge publikum. Selv om man selvfølgelig kunne have sine tvivl om, hvorvidt fortællingen om børn i rollen som vakse CIA-agenter var hemmeligt finansieret af den amerikanske efterretningstjenestes pr-afdeling. På de kanter kunne man godt have brug for noget at grine af. Det var uundgåeligt med en 2'er. Både James Bond og Austin Powers er jo serieagenter. 'Agent Cody Banks 2: Destination London' starter ganske morsomt med sin beskrivelse af, hvordan alle de uskyldige faciliteter i børnenes sommerlejr kun er skalkeskjul for affyringsramper, lytteposter og skydebaner. Men så er det sjove også forbi. Lejrens koleriske chef hopper af med en tophemmelig dingenot, der kan bruges til at hjernevaske og fjernstyre de intetanende ofre og, nej, det er ikke reklamefjernsyn, det handler om. Lejrchefen flygter til London, hvor verdens mægtigste mænd holder topmøde. For at redde verden fra i endnu højere grad at blive styret af viljesløse robotter må Cody Banks til London for at redde situationen. Herefter følger en del dramatiske scener indrammet af oplagte turistattraktioner. Den til husbehov spøjse Frankie Muniz gentager hovedrollen efter bedste evne, men uden Harald Zwart ('One Night At McCool's') til at instruere er der ikke megen stil tilbage. Anthony Anderson ('Jeg, mig & Irene' og 'Barbershop') leverer lavkomik på et tilstrækkelig højt plan, men ellers er 'Cody Banks 2' repetition på absolut vågeblus. Den vil kunne finde et publikum i 10-12-års alderen. Hvis man kan acceptere birollepræstationer, der er så platte, at det i forhold til sit unge publikum må siges at tangere børnemishandling.