0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Få en fjernbetjening til fruen

Genindspilningen af 'The Stepford Wives' er en morsom punktering af myten om den perfekte kvinde og den omfattende retrobølge.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Underskønne Nicole Kidman spiller afvigende hausfrau i den vellykkede dramakomedie 'The Stepford Wives', der er lavet over en roman af Ira 'Rosemarys Baby' Levin fra 1972. - PR-foto

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forestil dig en verden uden sure, genstridige kvinder, der hellere vil passe karrieren end tage sig af deres mænd. Drøm om en smuk, lille by, befolket med lykkelige familier i enorme villaer og duften af nybagte kager hen over de velplejede græsplæner. Hvor der hverken findes »forbrydere, fattige eller folk uden køkultur«. Eller folk af andre racer end den hvide, for den sags skyld.

Velkommen til Stepford i staten Connecticut. En by, forfatteren Ira Levin opfandt til sin roman 'The Stepford Wives', og som Bryan Forbes tre år senere omskabte til gyserfilmen af samme navn. Begge dele er altså fra den periode, hvor feminismen og kvindens opgør stadig var unge fænomener, som endnu ikke truede patriarkatet i hverken de amerikanske forstæder eller for den sags skyld danske parcelhuse.

Sådan er virkeligheden ikke længere, og derfor har instruktøren Frank Oz og manuskriptforfatteren Paul Rudnick tryllet historien om 'The Stepford Wives' om fra en gyser til en komedie, der både er morsom, vellykket og oven i købet højaktuel. For tv og bladkioskerne bugner med programmer og mondæne magasiner om den rigtige ret, den rigtige bolig, det lykkelige liv og den korrekte retrokvinde. Kald det bare god og rigtig smag herfra og til næste venindetræf, men i virkeligheden er det præcis lige så småborgerligt som halvtredsernes idylliserede forstæder.

En efterligning af en sådan er Stepford. Hertil beslutter den tidligere så succesrige direktør i tv-selskabet EBS, Joanna Eberhart (Nicole Kidman), at flytte med sin let underdanige mand Walter (Matthew Broderick) for at hele det nervesammenbrud, hun får efter at blive fyret. Den opfindsomme direktør ryger ud efter at have lanceret et reality-show, der får en af de medvirkende til at forsøge at myrde hende selv.

I Stepford ligner både byen, bilerne og beboerne en parodi på amerikanske tv-reklamer fra halvtredserne. Kvinderne er velklædte, velplejede og velduftende. Selv når de går til 'clairerobics' hos ejendomsmægleren Claire (Glenn Close), er de i kjole, høje hæle, og håret er sat op. Så er pigerne klar til at slå sig løs og blandt andet lave gymnastik som en vaskemaskine!

Mændene er uden undtagelse nogle let nørdede typer, som her på ægte macho-vis får lov at kommandere med deres altopofrende koner. Er det ikke nok, kan de altid programmere dem om med deres hustru-fjernbetjeninger! I husene stortrives den naive begejstring for alskens tekniske vidundere, man netop oplevede i halvtredserne.

Men karrierekvinden Joanna Eberhart, trives ikke i det i øvrigt indhegnede og tillukkede stykke amerikansk postkortidyl. I lighed med den jødiske forfatter Bobbie Markovitz (Bette Midler), der netop har udgivet bogen om sin mor, 'I Love You, But Please Die' og den homofile arkitekt Roger Bannister (Roger Bart) udgør hun en genstridig trekant af tidligere new yorkere. Med sylespids humor vender de sig imod lykkelandsbyen, hvor »alle kvinder opfører sig som hysterisk venlige stewardesser«, som Joanna konstaterer.

For den underkuede Walter, hvis liv og karriere indtil nu har gået ud på at forsøge at holde trit med den opfindsomme hustru, er Stepford et jordisk paradis. Han hygger sig med de andre mænd i den gotiske ejendom, som huser Stepford Men's Association, hvortil konerne er forment adgang. Med mindre de skal fungere som eksempelvis en levende pengeautomat med bryster.

Da først den humoristiske bøsse Roger forvandles til konservativ politiker, og furien Bobbie pludselig bliver bollebagende husmor i blomstret kjole, er det for sent for Joanna Eberhart at ændre på livets gang i Stepford.

»I havde så travlt med at blive mænd, at I slet ikke opdagede, at vi udviklede os til guder«, forklarer lillebyens ledende skikkelse Mike Wellington (Christopher Walken), og forandringen af Joanna kan begynde.

Hvordan den eller filmen ender, skal ikke afsløres her. Men vi kan roligt konstatere, at der i det store hele er tale om en morsom og vellykket nytolkning af en gyserfilm, som ikke er gået ind i filmhistorien. 'The Stepford Wives' passer perfekt ind i en tid, der læner sit trætte og stressede hoved mod netop halvtredsernes småborgerlighed og den pænt plisserede husmormode fra den tid. Og hvor både mande- og kvinderollen er i opløsning i en grad, så arrangerede ægteskaber med asiatiske kvinder florerer som en helt acceptabel løsning for danske herrer.

Det er illusionen om den slags oppustelige idealkvinder af plastik, Frank Oz og Paul Rudnick punkterer med ofte bidende humor. Og en glimrende præstation fra Nicole Kidman, der passende køligt og kontrolleret giver sig hen til karrierekvinden Joanna og på fortryllende vis skifter karakter til den lillepige-forførende husmor af samme navn undervejs.

Dejligt at se hende i en komedie, mens det er knapt så overraskende, at Bette Midler er forrygende som bidende og bitter jødisk forfatter og Christopher Walken som iskold sælger af et sygt koncept.

Trods det gode spil er der ind imellem ved at gå så meget slapstick og fygende skarpe replikker i historien, at den kæntrer. Men i det store hele er 'The Stepford Wives' underholdende satire, og efter grinet bør der være plads til en eftertanke for alle dem, der dyrker retrobølgen med halvtredsermoden og drømmen om det perfekte lille familieliv uden afvigelser fra småborgerlighedens normer. Med egen have, hund og måske ligefrem en hustru, der kan styres af en fjernkontrol. Moralen er enkel og behagelig - det er netop accepten af, at hverken det perfekte liv eller parforhold findes, der gør os til mennesker. På godt og ondt.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter