Når man går til angreb på verdens mægtigste mand, er det vigtigt at have gode allierede. I Michael Moores tilfælde er der tale om et regulært sammentræf. Hans bedste våben i kampen mod George Bush er George Bush selv. Normalt medbringer Moore ellers selv fadet med spinat, som ofrene for hans særlige reportagestil skal lokkes til at jokke i. Som Charlton Heston ikke særlig smagfuldt blev lokket til i 'Bowling for Columbine'. Men den slags er slet ikke nødvendigt, når offeret er Bush. Han medbringer gerne det ene fad spinat efter det andet og registrerer tilsyneladende ikke, om spinaten når til knæene eller nærmer sig halsen. I tiden, der er gået siden dokumentarfilmen 'Fahrenheit 9/11' skrev filmhistorie og fik overrakt Guldpalmerne i Cannes, har Bush-administrationen således selv effektivt sørget for at kvæle de fleste Moore-kritiske røster. Moore anklager i 'Fahrenheit 9/11' præsident Bush for dovenskab og inkompetence. Han hævder, at begrundelserne for at føre krig i Irak er et fupnummer. Han beskylder Bush-administrationen for at føre en provinsiel udenrigspolitik bygget på lige dele uvidenhed, grådighed, kynisme og nepotisme. At holdet med Bush, James Baker og Dick Cheney i spidsen havde travlt med at mele deres egen kage og har været så fedtet ind i saudiarabiske oliepenge, at de ikke er i stand til at tjene nationens bedste interesser. I tiden, der er gået, siden 'Fahrenheit 9/11' blev vist i Cannes, har begivenhederne knæsat Moores satiriske fremstilling snarere end udstillet den som letkøbt parodi. Torturskandalen i Irak. De manglende masseødelæggelsesvåben. Den lige så manglende forbindelse mellem Saddam Hussein og al-Qaeda. Afsløringen af Bush-administrationens bemærkelsesværdigt passive attitude til terror-truslen før 11. september og dens ubegrundede fokusering på Irak som angrebsmål. Og i denne uge blev USA så sat i næsthøjeste alarmberedskab - på grund af oplysninger om en terrortrussel, der viste sig at være fire år gamle. Uanset hvad man mener om Michael Moore, så skal man nok være en usædvanlig hårdhudet konservativ for ikke i sit stille sind at give ham ret i to ting: At George W. Bush som politisk leder af verdens stærkeste stat er mere inkompetent end begavet. At krigen i Irak kun i ringe omfang har handlet om at vælte den slemme diktator. At det i stedet har været en afledningsmanøvre, en opvisning i handlekraft (Nikes 'Just do it'-filosofi omsat til storpolitik, mente en amerikansk politisk kommentator) og - håbede man - en pokkers god investeringsmulighed i landet med verdens næststørste oliereserver. At de efterfølgende begivenheder således i store træk synes at bekræfte Moores fremstilling, gør selvfølgelig ikke 'Fahrenheit 9/11' mindre vigtig. Den er ikke bare som 'Bowling For Columbine' et satirisk klovnenummer med brod. Den er rent faktisk en sammenhængende sagsfremstilling. Polemisk og enøjet, javel, men ud fra sit valgte udgangspunkt grundlæggende korrekt. Kritikken for selv bare at være endnu en grådig gris demonterede Moore ved at give 60 procent af filmens overskud til et godgørende formål udpeget af Disney. Uanset om Moore er en flink fyr eller en irriterende kanalje, er der ikke sået tvivl om alvoren i hans politiske intentioner. Ligesom der ikke er tvivl om vigtigheden af at præsentere et amerikansk publikum for den sammenhængende argumentation, 'Fahrenheit 9/11' udgør. Det er et opråb til den talstærke politisk slumrende del af den amerikanske befolkning, der til daglig bliver lullet ind i tv-kanalernes korte, perspektivløse og 'patriotisk' begejstrede nyhedsformidling. At 'Fahrenheit 9/11' vandt guldpalmerne i Cannes, vil også i fremtiden vække debat. For det første var det en dokumentarfilm i en verden, hvor spillefilmen nærmest pr. definition tilhører en mere fornem sfære. For det andet er 'Fahrenheit 9/11' pr. definition ikke et tidløst værk. Den er uden blusel tænkt som et politisk instrument, der skal virke her og nu. En propagandafilm, kunne man hævde, men der er pokkers til forskel på at lave propagandafilm på regimets regning og så på at påtage sig rollen som en moderne Zola i en situation, hvor mistanken om, at regimet er ude i et andet ærinde end sandhedens tjeneste, er voksende. Og moderne er filmen. Så moderne som reality tv, men med stik modsatte intentioner i sin sammenblanding af virkelighed og fiktionsvirkemidler. 'Fahrenheit 9/11' er slagkraftig politisk retorik forklædt som cool underholdning. Det er ikke uvildig dokumentarisme. Michael Moore fortæller ved hjælp af de brikker, der passer i hans kram. Men udgangspunktet er ikke propagandaens kynisme. Engagement, vilje til at gøre en forskel og retorisk begavelse i ord og billeder er blandt de kvaliteter, man alt for sjældent oplever. Her er de i rigt mål. Underholdningsindustrien har defineret det sprog, man må kunne begå sig på, hvis man vil gøre en forskel. Dét har Michael Moore forstået. Og i modsætning til de politikere, der har erstattet deres meningers mod med små sjove stunts og anekdoter, leverer Moore faktisk en politisk fortælling til og om tiden. Man siger ofte, at en god fortælling kræver en helt og en skurk. Michael Moore overlader den slags western-banaliteter til sine modstandere. Selv benytter han en anden model. Han opstiller et politisk cirkus, hvor han selv er den godmodige klovn, mens modstanderen hænges ud som den ufrivillige klovn. Han ved, at hellig forargelse ikke nytter i en ironisk tidsalder. Han tror på det satiriske spinatbed. Når 'Fahrenheit 9/11' fungerer så formidabelt som fortælling, er det netop derfor. George Bush fremstilles ikke som ond. Blot som en klovn omgivet af kynikere. Man får næsten medlidenhed med Bush, når man ser ham sidde handlingslammet og blive ved med at læse 'My Pet Goat' i en skoleklasse i Florida, også efter fly nummer to brager ind i World Trade Center. Det har Michael Moore næppe noget imod. De virkelige skurke står i udkanten af billedet: Baker, Cheney, Wolfowitz. Repræsentanter for den grådige og rå magt, der gerne ofrer Nationens sønner rekrutteret fra de laveste sociale lag, hvis der er penge at tjene eller politiske point at score. Det er derfor, 'Fahrenheit 9/11' på trods af sin aktuelle datostempling vil blive stående. Som et Orwellsk portræt af et politisk system, der tjener de rige, udnytter de fattige og definerer en løgn som den form for usandhed, man er så uheldig at blive grebet i. Primært ved hjælp af arkivoptagelser, interview med nøglevidner, sine egne vittige kommentarer og brutale optagelser fra Irak åbenbarer Michael Moore sig som en effektiv fortæller. I 'Fahrenheit' er han mere end en politisk stand-up-komiker. Først den store afklædning af Bush, der kalder på den vantro latter. Så forsvinder latteren, og kun vantroen bliver tilbage, når det går op for en, at Bush-administrationens sammenblanding af storpolitik og privatøkonomi får Silvio Berlusconi til at ligne ridderen af de rene linjer. Efter vantroen kommer smerten, da omkostningerne bag det politiske krigscirkus sendt af sted med 'Just Do It'-filosofien bliver oprullet. Omkostningerne målt i amerikanske soldaters liv og førlighed. Omkostninger målt i irakiske tab af menneskeliv. Den tragiske udradering af den amerikanske goodwill-konto fra 9.11. Det er her, filmen har sit skrøbeligste punkt. Da Moore efter 70 minutter skal tage springet fra komedie til tragedie. Det efterlader ganske rigtigt nogle tråde blafrende i luften, men knække gør filmen ikke. Saddam Hussein var en slagter. Ingen tvivl om det. En syndebuk ingen vil savne. Men hvad kalder man en mand, der starter en krig mod et andet land på et løgnagtigt grundlag? En klovn? 'Fahrenheit 9/11' efterlader snarere billedet af en marionet i hænderne på den amerikanske kapitalismes urkræfter. Fordi Michael Moore denne gang tør lunte helt ind i det store billede, genopstår den politiske dokumentarfilm som magtfaktor og som sætter af en dagsorden, det er svært at sidde overhørig.