Euforien efter Danmarks EM-sejr i fodbold i 1992 kan give en bleg idé om, hvordan VM-fodboldsejren over Ungarn i Bern i sommeren 1954 gav de ydmygede vesttyskere en saltvandsindsprøjtning af selvtillid. Selv var jeg ti år, og herhjemme sloges vi om at 'være Puskas' i gadens fodboldkampe - ungarernes boldkonge var legendarisk og tyskerne upopulære vindere. Men triumfen i Tyskland desto større. Hvor stor, får man levende indtryk af i dette kønne familiedramas kobling til den ti-elleveårige Mattias fra Ruhr-minebyen Essen. Han er taskebærer og maskot for den lokale landsholdsspiller Helmuth Rahn og ser op til ham som ven og faderfigur. Da drengen også for første gang ser sin far, hjemvendt efter 11 år som russisk krigsfange, truer traumer og spøgelser fra faderens og nationens dystre fortid drengens - og hele det ny slægtleds - optimisme. I spændet mellem verdenskrig og verdensmesterskab konfronteres begavet nye og gamle mandighedsidealer og disciplinbegreber. Faderens desperate autoritetstab og tørre tæsk står i skærende kontrast til drengens solidariske bidrag til husholdningskassen, og misforholdet spejles i landstrænerens kadaverdisciplin over for spillernes fri selvdisciplin. Smukt krydsklippes der mellem gadens unger i klumpspil om kludebolden mellem murstensdyngerne og VM-holdets kvalifikationskampe mellem grotesk idylkulørte schweiziske bjerge og pelargoniehoteller. Mellem forkommen fortid og forlokkende fremtid bliver den groende forståelse mellem far & søn (Peter Lohmeyer og Louis Klamroth) i glimt lige så bevægende som fodboldbanens finaleminutter i Tom Fährmanns forførende kameraarbejde. Men filmen vil for meget. Nogle sidehistorier - om Rahns karaktersvaghed, om storebrorens flugt til DDR's kommunistiske paradis og om en sportsreporterspire, der har overklassekonen med på arbejde i stedet for 'honeymoon' - bliver kun til skitser, stedvis i demonstrativt museumsskuespilleri og 'Krønike'-sceneri. Vel foregiver fodboldreportagen ikke udtrykkeligt dokumentarisme, og samtidsvinklen kan da forklare, at filmen ikke berører de senere dopingmistanker mod holdet (en stribe spillere fik gulsot kort efter). Men blandt lutter virkelighedstro detaljer og navne virker det nu mangelfuldt, at selv diskussionen om Ungarns udligningsmål i de sidste minutter - underkendt ved en tvivlsom linjevogterdom, der på stedet blev anfægtet - forties helt for den dramaturgiske forenklings skyld. Det fodboldhistoriske 'mirakel i Bern' er og bliver en metafor i et national- og familiedrama om et mentalitetshistorisk 'mirakel'. Som igen var forudsætning for kanslerne Adenauer og Erhards anderledes håndfaste 'Wirtschaftswunder'.