Araberkomplot set med paranoidkamera

Michelle Williams og John Diehl spiller med stor udtryksfuldhed niecen Lana og den paranoide onkel Paul i Wim Wenders  noget belærende  Land of Plenty .   Foto: Donata Wenders
Michelle Williams og John Diehl spiller med stor udtryksfuldhed niecen Lana og den paranoide onkel Paul i Wim Wenders noget belærende Land of Plenty . Foto: Donata Wenders
Lyt til artiklen

Når Wim Wenders har fundet frem til en ny vitalitet i dette både inciterende og irriterende tilløb til et actiondrama, må det hænge sammen med en stor kærlighed til det USA, han i et interview her i avisen sidste år kaldte 'stort' i udstrækning og styrke, men 'lille' i bevidsthed, ja, snævert provinsielt. En modsætning han netop iscenesætter her i mødet mellem to amerikanere, der begge har været udenlands, men unægtelig bruger erfaringerne modsat: Lana skal uddannes i USA, efter at hun i mange år har boet i udlandet med forældrene og erfaret nogle nuancer i opfattelsen af bl.a. palæstinensere, som vist går hen over hovedet på de fleste amerikanere. Heriblandt på hendes onkel, Vietnamveteranen Paul. Han har hægtet sin post war-traumatik op på 11. september og dannet sit eget enmands-CIA, en autocamper med båndoptager, kikkert-kamera og hele svineriet, så han kan køre rundt i Los Angeles på konstant overvågning af 'mistænkelige' personer - dvs. folk med 'mellemøstligt udseende'. Hun ser selvfølgelig parallellen mellem arabiske flygtninge og amerikanske husvilde i det suppekøkken, hvor hun hjælper til, mens hun prøver at få kontakt med den afvisende onkel Paul. Han ville til gengæld normalt ikke løfte et øjenbryn over mord på åben gade i LA. Men nu er den myrdede af arabisk afstamning - og hans lig bliver dumpet lige foran Lanas suppekøkken. Så for en kort tid forenes deres interesser: Hun vil finde den dødes pårørende for at give dem besked, Paul for at trevle 'komplottet' op! Hans perker-paranoia står jo til en brat opvågnen, ja, nærmest en slags kold tyrker mod det fremmedhad, han har gjort sig til misbruger af. Og Wenders gør sig ærlig talt den opgave for nem med det uendeligt løst skitserede 'plot'. Men her, halvvejs inde i en drævende langsom fortælling, rykker den omsider, nogle hundrede kilometer ind i et californisk ørkenbagland af mobilhomes, bilkirkegårde, drugstores og forblæste vejkryds. Et liv på vågeblus, som var man i Paris, Texas - indtil Paul ankommer og afsikrer sit skydevåben. Når filmen alligevel fanger meget tidligere med en sitren af liv, skyldes det de 'instrumenter' han orkestrerer sin vision med: Musikken er Bowie, Cohen og andre åndsbeslægtede, kameraet er håndholdt og spændende nyt for Wenders. Og frem for alt er det kamera rettet mod to fund af udtryksfuldhed: John Diehls forvågede skægstubfjæs, som var det tegnet af Will Eisner, over for Michelle Williams' renfærdigt opvakte, manga-enkle klarøjethed. Hver med sin art af stædighed og troskyldig oprigtighed. Tænk hvis historien havde stået mål med dét umage par! Men modsat 'Paris, Texas' eller 'Himlen over Berlin' er det her ingen helstøbt film. F.eks. ender den psykologiske afluring af landet, der flyder med mælk og honning, mistænksomhed og militærbevillinger, i en ganske påklistret patos foran Ground Zero i New York - så demonstrativt, at man næsten får den belærende pegefinger i øjet. Men filmens lysende by- og landskabsbilleder, egensindige fortælletempo og præcist udvalgte, marginale og dog tidstypiske figurer er vaskeægte Wenders.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her