Der er noget råddent i Danmarks politiske liv. Vi så det i 'Kongekabale'. Vi ser det igen i 'Fluerne på væggen', hvor lugten af råddenskab er så koncentreret i Ravnskov Kommune, at man skulle tro, der lå en død ræv under gulvet. Det gør der også, viser det sig. På det nybyggede hotel i en omegnskommune, hvor den uortodokse venstreborgmester Svend Balder regerer med frisk, populistisk stil og kreative økonomiske metoder. En bykonge med succes. Men er Balder pionér eller charlatan? Skal spidserne i partiet klappe i hænderne, være bange for Balders succes eller forberede sig på den dag korthuset vælter i en kommune inspireret af Farum-modellen. Partiets spindoktor Peter Friis overtaler dokumentarfilmskaberen My Larsen til at lave en film om Svend Balder og mønsterkommunen Ravnskov. Hun får carte blanche til at være flue på væggen. My undrer sig. Hun er jo nådesløs og kendt for ikke at være nøjeregnende med sine metoder. Men My siger ja alligevel. Pengene er gode, og hun har brug for bekræftelse. En popularitetstest i venindekredsen er ikke faldet ud til hendes fordel. Veninder og gamle kærester finder hende kold og egocentrisk. Da My ankommer til Ravnskov får hun hurtigt færten af noget snavs. Der er rævekager bag ørerne, fluer på væggene og måske endda rotter på loftet! Så My filmer på livet løs og gerne med skjult kamera. Men så er der lige borgmester Balder. Den charmerende og hensynsløse enspænder, der er parat til hvad som helst for at nå sine mål. Journalisten og politikeren drages uimodståeligt imod hinanden som to glatte rovdyr i en grå jungle af dansk middelmådighed. Trine Dyrholm og Lars Brygmann spiller de to figurer, så man tror på dem. To mennesker som har knyttet deres skæbne til en egocentrisk professionalisme på de moralske glidebaner, hvor det er blevet vanetænkning at målet helliger midlet. Det er i denne spændte atmosfære af uigennemskuelige dobbeltspil, hvor moralske anfægtelser, skjulte kameraer og seksuel attraktion filtrer sig ind i hinanden, at 'Fluerne på væggen' er stærkest. For der er politisk spænding og menneskeligt drama nok i en historie om magtmisbrug, opportunisme og journalistik med og uden tøj på. Men det er som om man har været bange for, at folk skal kede sig, hvis det 'kun' handler om politik. Så 'Fluerne på væggen' skal også være en uhyggelig thriller. Og her kniber det ulige meget mere, når Sandgren i rollen som krimiforfatter skal slippe vanviddet løs i de kommunale venteværelser. Fluerne på væggen og den døde ræv, der ligger og lugter under gulvet på My's hotelværelse, skal både være symboler og ledetråde. I sidstnævnte kapacitet dog noget nær vink med vognstænger. Kan man sin nordiske mytologi, må man også sige, at navnet Balder er et skidt valg i så henseende. Det er simpelthen svært at bevare en realistisk spændings troværdighed, når man samtidig vil benytte sig af et bastant symbolsprog. Og realismen er jo ellers netop højt prioriteret i en film, hvor det meste skal forestille at være filmet med skjult, digitalt kamera. Det gør filmens håndholdte, billige stil til et logisk dramaturgisk valg. I et plot baseret på hvad der skal forestille at være optagelser med skjult kamera holder det selvfølgelig vand, men bliver samtidig vand på møllen for de, der mener, at når man har købt en biografbillet, skal man også have noget flot at se på. Uden det æstetiske som det bærende argument for håndholdt slinger nærmer 'Fluerne på væggen' sig både visuelt, og i sin problematiske vægtning af thriller-elementet, tv-skærmen snarere end biograflærredet.