Koreanske instruktører som Kim Ki-duk og Park Chan-wook har et fascinerende dobbeltsyn på filmkunsten, som resten af verden roligt kan lade sig inspirere af. På den ene side laver de film i sikker bevidsthed om mediets historisk nedarvede valgmuligheder. Men samtidig er de gode til at glemme alt om alle indgroede normer. De kan lave billeder, som om filmmediet blev opfundet i går, og alle spilleregler endnu var flydende. Uortodoks, uforudsigelig og forfriskende blæret. Sådan er koreansk film i almindelighed og Park Chan-wooks hårde nyser 'Oldboy' i særdeleshed. Uanset om hovedpersonen æder en levende blæksprutte eller gennembanker et dusin gangstere med en kniv stikkende ud af ryggen, er 'Oldboy' scene for scene lanceret med maksimal effekt. Men i modsætning til så mange Hollywoodproduktioner er det ikke en strategi, hvor ophobningen af maksimerede effekter efterhånden udmarver og udhuler filmens muligheder for at komme i dybden med sin historie. De fungerer ikke sjældent som voldsomme vittigheder uden at afspore handlingen. Også hvad angår de rigide krav til genre, går koreanerne deres egne veje. 'Oldboy' er således sær ramasjang. Et krimi- og hævndrama oprindelig baseret på en manga-tegneserie. Men det er også en skæbnefortælling med en skæv blanding af sort humor og eksistentiel tragik, der munder ud i et identitetsdrama af ikke ringe dybde. 'Greven af Monte Cristo' og 'Kaspar Hauser' spøger i baggrunden, men historien om Oh Dae Sus indespærring og tvivlsomme udfrielse er en historie for sig. Oh Dae Su er tilsyneladende en ganske almindelig fyr. Snarere lidt under gennemsnittet end på nogen måde exceptionel. En småfordrukken spradebasse og en salaryman med et element af tilsyneladende harmløs tølper. Alligevel er der et sted i verden et menneske, der synes, det er umagen værd at kidnappe ham og holde ham spærret inde i et interimistisk fængsel i 15 år. Hvem har gjort det og hvorfor? Det er gåden, Oh Dae Su skal prøve at løse, hvis han en dag vil have vished og hævn. I sit fængsel hærder han sin krop og suger tilsyneladende ubrugelig viden til sig fra sit eneste selskab, fjernsynet. Imens han laver lister over de mennesker, han som ganske almindeligt menneske har gjort meget eller lidt ondt. I modsætning til de fleste andre mennesker har han masser af tid til at huske og lave liste. Og så bliver listen overraskende lang. Selv indespærringen bliver i 'Oldboy' afviklet med en glidende, pågående rytme. Der er noget at komme efter i hver eneste scene. Ofte spidsformuleret og farvelagt på en måde, som i en anden film ville have virket overdrevet og krukket. Men som i hænderne på Park Chan-wook bliver en særlig overgearet, underfundig sprudlen, hvor specialeffekter uden varsel blander sig i realismen, som f.eks. da hovedpersonen tror, han har store myrer under huden. Alt sammen ikke mindst muligt, fordi Choi Min-sik i hovedrollen formår at følge med filmens mange halsbrækkende stemningsskift. Og så kræver det jo altså sin mand at spise en levende blæksprutte for at få den rette stemning i kassen. 'Oldboy' er som filmunderholdning en slags ekstremsport. En koreansk totalfilm. Bloddryppende og bizar, men også fuld af moralsk pirrende spørgsmål om skyld og straf.