Manfred kan godt lide at skyde dyr. Men han er blevet gammel. De afrikanske hjælpere må hjælpe ham ud af bilen og hen til et lille skyttehus på savannen, hvorfra han kan sidde og vente; glo gennem kighullet og vente på et stort flot dyr, der vandrer forbi. Han drikker en dåseøl, mens han venter på at dræbe. Når byttet er nedlagt, vralter han tilbage til det lukkede turistområde, hvor han og hans kone lader deres tykke hvide kroppe stege i solen.
Manfred er en af de østrigske jagtturister, som Ulrich Seidl følger i dokumentarfilmen ’Safari’. Det er et klassisk Seidl-blik på de fede, griske og menneskelige alt for menneskelige europæere, der på toppen af den materialistiske pyramide har udviklet en utiltalende leveform. Det er i hvert fald det, Seidl viderebringer, selvom han både i interviews og med sin distancerede metode hævder, at han bare betragter og viser dele af os selv.
