Vi bliver vel aldrig enige om, hvad der gør en film fuldendt. Men hvis den nu forener stor visuel skønhed og poetisk opfindsomhed med eminent skuespilkunst i en livsklog skildring af mennesker og forholdet imellem os, individuelt såvel som på samfundsniveau, og så svøber alt det i et kongenialt lydtæppe ... ja, så er vi vel tæt på. Og alt det gør ’The Shape of Water’.
Den begynder med at kaste os lige ud i det, med danske Dan Laustsens oscarnominerede kameraføring: en på samme tid dvælende og åndeløs gliden gennem de grøntlysende vande i en oversvømmet bygnings korridorer og lokaler med inventaret flydende rundt i den imponerende kameraturs øjenhøjde.



























