Puk Grasten refererer til Stanley Kubricks ’Ondskabens hotel’, når hun indleder sin debutfilm med et kamera, der glider gennem en forhal mod et par lukkede elevatordøre. Og når hun fører kameraet ind i ejendommens indvolde, hvor vandrørene jamrer i etageadskillelserne, kommer jeg til at tænke på ’Riget’, hvor Lars Von Trier besjæler Rigshospitalet med en uro, som får rørene til at lække, så kældervæggene græder. Det er bygningen som monster, det handler om.
Men hos Grasten er der ingen spøgelser på spil i den ejendom i Queens, hvor hun har placeret sit autentiske drama. Her er bygningen en metafor for et godt nok uhyrligt, men ganske virkeligt nabofællesskab, hvor 37 beboere så det brutale mord på Kitty Genovese i 1964, uden at nogen af dem greb ind.
