Den britiske tv-krimi er ualmindeligt stærkt kørende i disse år. Og det skyldes blandt andet, at skaberne udviser en villighed til at omfavne tidens krav om diversitet og repræsentation.
Det lyder måske som fladpandet wokeisme og en anelse søgt, hvis forfattere af kriminallitteratur skal påduttes tidens vekslende luner og partout opfinde protagonister, der ligner virkelighedens.
Men i visse tilfælde virker det fornyende og godt at udskifte den sædvanlige moderat traumatiserede, lettere fordrukne mandlige hovedperson med et mindre stereotypt individ.
