Nej, hvordan pokker kan det lade sig gøre? Det er det spørgsmål, man næsten bliver nødt til at stille sig selv, når man tager hul på en(dnu en) omgang Harlan Coben.
For det er meget den amerikanske krimiforfatters modus operandi at smide sin seer eller læser et sted hen, hvor vedkommende indledningsvis bliver nødt til seriøst at betvivle præmissen for historien. Jamen, sådan kan det jo ikke være, fordi sådan og sådan, siger man til sig selv, mens man knuger sine knoer hvide. Indtil man – efter også at have skåret tænder – sluger kamelen og skyller den ned med en kop lunken kaffe.
