Ifølge Danmarks Statistik er der i Danmark i 2015 3.570 drenge og mænd, der hedder Jens Jensen, og 2.357 piger og kvinder, der hedder Kirsten Jensen.
Det gør de to navnekombinationer til de mest almindelige her i landet lige nu, og det er noget så sjældent som det allermest almindelige, der er udgangspunktet for to aktuelle tv-dokumentarer på TV 2.
De 14 medvirkende i de to programmer med titlerne ’Vi er Jens Jensen’ og ’Vi er Kirsten Jensen’ er valgt, fordi de hedder den udbredte navnekombination, og så også fordi de aldersmæssigt dækker hele spektret af liv fra puslebord til plejehjem.
En hyldest til almindeligheden
Der er ikke noget opsigtsvækkende ved de medvirkende i programmerne. Hverken de små børn, kvinderne eller mændene skiller sig ud fra det gennemsnitlige ved at have gjort noget ekstremt, ved at være blevet udsat for noget voldsomt eller ved at se ekstraordinære ud.
Netop fordi de ikke er noget særligt, bliver der sjældent lavet tv eller artikler om mennesker som dem. De er så almindelige, at det er svært at få øje på den særlige historie i dem.
I Anders Birch og Jakob Vølvers to små film er det lige præcis almindelighederne, der er den gode historie. Ved at få de helt almindelige danskere til at fortælle om det vigtige i deres liv og også ved at skabe smidige overgange i filmene får tilrettelæggerne fortalt en underholdende og tankevækkende historie om hr og fru Jensen fra fødsel til død.
Omhuen i projektet er med til at gøre programmerne vellykkede.
Eftersom alle de medvirkende bliver ældre i løbet af udsendelserne, kan man se livets gang udspille sig blandt danskerne, og man kan fornemme både børns og voksnes tillid til instruktørerne. Det er den tryghed, som gør det muligt at lære alle de Jens Jensen’er og Kirsten Jensen’er godt at kende i løbet af i alt halvanden times tid.
I en familie lærer knap 1-årige Jens Jensen at finde balancen på benene ved hjælp af en gåvogn. I en anden familie bliver 83-årige Jens Jensen et øjeblik senere rullet hen foran tv-skærmen i sin kørestol af sin kone, der i den bedste mening ofte siger til ham: »Jens, du må ikke sove nu«.
Adventssatiren 'Mens vi presser citronen' rammer sine ofre lige på kornetDer er også andre mere og mindre nådige ligheder mellem livets begyndelse og afslutning, og så er der alle aldrene og følelserne indimellem.
Jens Jensen på 61 år savner nogen at dele hverdagen med, mens han er på efterløn og vælger at søge tilbage på arbejdsmarkedet. Jens Jensen på 8 år er helt klar over, hvor vigtigt det er for ham at have nogen at dele sit liv med. Som han siger et sted, hvor han har holdt sammen med Freja i 3 år:
»Fra min side havde jeg simpelthen bare lyst til en kæreste«.
Selvidentifikation og refleksion
Kirsten Jensen, 79 år, mistede for 5 år siden sin ægtefælle igennem 53 år og har følt sig halv siden da. Kirsten Jensen, 69 år, nyder at bo alene og begynder i fitnesscenter, fordi hun ikke længere synes, at 500 omgange med hulahopringen morgen, middag og aften er nok til at holde dellerne fra maven.
Kirsten Jensen, 15 år, ser ikke selv, hvor smuk hun er, når hun kigger sig i spejlet. »Man vil gerne have, at de andre godt skal kunne lide én«, siger hun. Og mens den ene Kirsten Jensen savner sin afdøde ægtefælle, den anden Kirsten Jensen tager uger ad gangen til Gran Canaria for at danse igennem, og den tredje Kirsten Jensen er smertefuldt selvkritisk, ser man sig selv igennem dem.
Hvordan det er gået med det ene og det andet, og hvordan det måske kunne være blevet, hvordan det kan blive, og hvor hurtigt det går. Fra en Jens Jensen som næsten nyfødt opdager spejlbilledet af sig selv, til en anden Jens Jensen som 83-årig i tankerne lever mere i fortiden end i fremtiden. Nuet er noget, der kun er helt til stede hos de alleryngste, der hverken kender til fortid eller fremtid.
'Gift ved første blik' gav os det, vi ikke vidste, vi havde brug forI både ’Vi er Jens Jensen’ og ’Vi er Kirsten Jensen’ er der plads til genkendelse, identifikation og refleksion undtagen i begyndelsen.
Begge programmer indledes med, at en underligt livløs, papagtig belærerstemme overflødigt informerer om noget af det, der skal til at ske på tv-skærmen. Indtalingerne bryder den ellers nænsomt og indimellem også morsomt observerende tone.
Der er ingen generaliserende kommentarer undervejs i de to film, som til sammen giver et nuanceret og faktisk ret ualmindeligt bud på almindelige danskeres liv anno 2015.
fortsæt med at læse
