Den 40-årige amerikanske tv-vært, forfatter, standupkomiker og skuespillerinde Chelsea Handler ligner ikke rigtig noget, vi har i Danmark. Måske minder Linda P en lille smule om hende, og så alligevel ikke rigtig.
For Chelsea er meningsdanner på en meget højtråbende facon, og hendes – i øvrigt meget morsomme bøger – giver stemme til en moderne kvindelighed, man i en dansk sammenhæng måske ikke behøver at slås helt så meget for, selv om guderne skal vide, at vi stadig har et stykke ligestillingsvej at tilbagelægge. Og den mangel på politisk korrekthed, hun promenerer iført celebert stangtøj, er noget, vi mindst skal hidkalde svenskere for at blive forargede over.




























