Det er perfekt, at Hannah Horvath aka Lena Dunham i første scene i første afsnit af femte og næstsidste sæson af ’Girls’ har matchet sine løse mønstrede natbukser med en poset sort sweatshirt med påskriften ’I WOKE UP LIKE THIS’. Foran hende flipper bedsteveninden Marnie ud over sin regnvejrstruede bryllupsdag. Hannahs arbejdsopgave er at »manøvrere aftaler, når hår- og makeupstylisten ankommer«, hvortil alle brudepiger så skal pyntes efter Marnies ’vision’.
’I WOKE UP LIKE THIS’ er blevet et hashtag og sådan noget, der står på hippe kaffekrus, efter at Beyoncés bad ass-feministiske hit ’Flawless’ gjorde frasen til en slags poppens sejeste stoltheds-erklæring på vegne af alle kvinder – selv om den åbenlyst bedst passer på grotesk-perfektionerede Beyoncé selv.




























