I oktober 1988 står George Michael på scenen i Pensacola. Byen i det nordlige Florida er sidste stop på hans amerikanske turné, han er i gang med synge ’Careless Whisper’ og er lige på det tidspunkt verdens største popstjerne. Alligevel tænker han:
»Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde skal stå på en scene igen«.
To år tidligere var det helt andre tanker, der fløj gennem hans hoved under det fønede hår, da George Michael og Andrew Ridgeley sagde farvel til teenagesuccesen Wham! med en sidste gigantisk koncert på Wembley i London. Dengang var George Michael træt af, at omverdenen var mere optaget af hans små shorts i en video end af hans evner som en af sin generations skarpeste sangskrivere.
»Den aften vidste jeg allerede, at jeg kunne blive en international stjerne, hvis jeg gik solo«.
Et sted mellem de to øjeblikke, mellem to moderne drivkræfter, iveren efter berømmelse og behovet for privatliv, findes fortællingen om George Michael. Hvis han selv skal sige det.
Og det gør han nu med dokumentarfilmen ’Freedom’. Han lagde sidste hånd på den lillejuleaften 2016. To dage senere døde han, 53 år gammel.
Siden er der blevet tilføjet en duet med Chris Martin (der ikke gør verden til et meget smukkere sted) over rulleteksterne og en kort intro af Kate Moss, der i stolen fra ’Fast Love’-videoen erklærer:
»Det her er George Michaels sidste værk«.
Den bemærkning gør ’Freedom’ en bjørnetjeneste. Kate Moss ophøjer ’Freedom’ til noget, den ikke er. Den er ikke et værk, den er knap nok en dokumentarfilm. I den forstand, at der ikke er mange fortællegreb og næsten ingen filmisk formning af det ellers gode stof. Det er halvanden time, der klipper mellem talende hoveder som Elton John, Nile Rodgers og (en brillant) Liam Gallagher, masser af arkivklip og George Michaels egen udlægning af teksten i en voiceover.
Floskler om musik og livets forandringer
Der går en tidslinje fra Wham! til de sidste symfonikoncerter, men George Michael fokuserer på de dramatiske år omkring udgivelsen af 1990-albummet ’Listen Without Prejudice vol. 1’.
Det er en skelsættende tid, hvor Michael tynget af berømmelsens byrde først ændrer musikvideolandskabet med 5 supermodeller som stand-in i videoen til ’Freedom ’90’ og bagefter ligger i retssag mod pladeselskabet Sony om kunstnerisk frihed.
Privat kæmper han med kærligheden, lysten til at springe ud som homoseksuel og den tragedie, det er for George Michael, da hans første store kærlighed, Anselmo Feleppa, i 1993 dør af aids.
George Michael er velformuleret og grundstoffet i hans historie væsentligt. Men det får aldrig dybde i ’Freedom’. De velkendte historier bliver ikke forædlet.
Filmen strander i floskler om, at »musiklivet er en rejse«, symbolanalyser af den brændende læderjakke på 2.-klasses niveau og de berømte gæsters hyldest af George Michael. Og bare fordi Ricky Gervais engang selv har udgivet lidt popmusik, er han ikke pophistorisk ekspert.
Albummet ’Listen Without Prejudice vol. 1’ er netop genudsendt med koncert-optagelser, der ikke før er udgivet.
’Freedom’ ligner mest et visuelt side-element i den slags genudgivelsespakker. Et overfladisk selvportræt som bonusmateriale.
fortsæt med at læse
