Det er overhovedet ikke let at være menneske. Sorgen tynger stadig familien Krogh, selv om julen er ved at melde sin ankomst, og sneen på poetisk vis dækker urt og busk i præstegårdens smukke gamle have.
Planeten Jorden er ikke nødvendigvis noget rart sted. Eksempelvis har bøller malet racistiske ukvemsord på Augusts gamle kirke, hvor en muslimsk menighed nu beder til Gud om frelse og fred. Og Emilie, seriens naturvidenskabeligt funderede person, vægrer sig ved den tilstundende højtid; hun vil ikke drages ind i kirken, fordi det ifølge hendes syn på sagerne var gudstroen, der kostede hendes August livet. På jobbet oplever hun, at det postulerede forsyn spiller hende et grimt puds: Den terminale Ellens livsafslutning mislykkedes, og nu ligger hun »som en smertelindret grøntsag« og kan i princippet vedblive med at trække vejret mange måneder – hvilket var hendes værste frygt.
