Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fremdrift. Dansk film fortæller den samme historie igen og igen, mener Mikkel Munch-Falsm der er ny konsulent for spillefilm på DFI. Og det er ikke kun film om Lille Per og Elefanten Bodil, som Munch-Fals er klar til at aflive.
Foto: Peter Hove Olesen

Fremdrift. Dansk film fortæller den samme historie igen og igen, mener Mikkel Munch-Falsm der er ny konsulent for spillefilm på DFI. Og det er ikke kun film om Lille Per og Elefanten Bodil, som Munch-Fals er klar til at aflive.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mikkel Munch-Fals: »Jeg savner en nazist i dansk film«

Den nye filmkonsulent for spillefilm hos DFI har en af de mest magtfulde positioner i filmbranchen.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvad er problemet i dansk film?

»Det er repetition. Man ser en fed film og tænker: »Den vil jeg også lave«. Det er derfor, vi har en lang række problemfilm om junkieforældre, krigsdeltagelse og fejlanklagede pædofile og så uendeligt mange Nordic noir-titler i film og tv, at man ikke kan bære det. Vi plasker selv lidt ler på, men ellers er det samme form.

Man kan kalde det kulturel nekrofili. At man ligger og fedter rundt på noget, der er afgået ved døden. Om det er ’Far til fire’-nummer 28 eller Nordic noir.

Det, jeg vil sige, er, at det er kunstens og filmens pligt at angribe det gældende samfund, den gældende konsensus. Den fælles psykologi. Det er vigtigt. Ellers bliver det gentagelse på gentagelse. så ender kunsten med at blive »dekorativ og opbyggelig«, som Adolf Hitler ville have det.

Den samfundskritiske funktion, kunsten har, er forsømt, og især i filmøjemed. Hvis vi som samfund holder til at modtage kritik, er vi så gode, som vi kan blive. Men vi kan aldrig vide, om der er plads til forbedring uden at modtage kritik.

Når vi hele tiden genskaber status quo, skaber vi selvtilstrækkelighed, selvfedme og faktisk en form for kulturel fascisme. Man påkalder sig komplet afklarethed og indsigt. Vi har en lind strøm af ’problemfilm’, der skal tage fat om et svært emne, og så kører man det igennem en kødknuser af humanistisk oplysthed, så vi som publikum altid ender med at føle os bekræftet i at være gode mennesker, der er rummelige og forstår, og som bliver klædeligt frustreret over verdens uretfærdighed«.

Hvad mener du?

»Filmfortællinger arbejder med en kausalitet. Den pædofile eller voldsmanden gør, som han gør, på grund af sin sociale arv. Alt for mange film gentager bare årsagssammenhænge, vi er trygge ved. Men det er ønsketænkning, at verden hænger sådan sammen og kan forstås som et stykke ordentlig matematik, kan tilgives, rummes og forstås. Hvis du i stedet ser en film, der støder dig moralsk, eller som tager stilling uden at forklare, bliver du involveret på en helt anden måde. Du bliver måske harm og tester påstandene. Du tænker efter. Du er blevet udfordret.

Mikkel Munch-Fals interviewer sig selv om filmen 'Smukke Mennesker'. Kilde: Mikkel Munch-Fals

Nogle gange har jeg det sådan, at jeg savner en nazist i dansk film, der kom og pitchede på DFI. For den film, nazisten ville lave, ville formodentlig gøre både dig og mig stærkere i vores moralske orientering end de typiske problemfilm, vi ser på rad og række.

Selv meget roste film har ofte en gerningsmand, der, hvis han gør sig skyldig i mord eller voldtægt, forklares med, at han har ladet sig lede af en anden figur, der var stærkere end ham selv. Den slags krænker mig. Så går folk hjem med sådan en fortælling! Sådan er det jo ikke! Hvorfor følger man ikke initiativtageren? Så ville regnestykket blive suspenderet, vi ville være på dybt vand og ikke bare blive bekræftet i at være de her oplyste humanister, som altid forstår alle årsagssammenhænge. Sagen er, at der findes alkoholikere fra ikke-alkoholiske hjem og homoseksuelle mænd, der ikke har en dominerende mor. Der findes krænkere, der ikke selv er blevet krænket.

Films måde at insistere på årsagssammenhænge på er primitiv. Film kunne passende lade sig inspirere af noget af det kaos og anarki, man ofte finder i andre kunstformer. Det ville film kunne blive mere sandfærdige af.

Tænk, hvis vi tillod os at lave film, som tør udfordre den trygge kausalitet, som tør vise en flig af, hvor sammensatte vi i virkeligheden er

Hvis vi kiggede på den egentlige gerningsmand, ikke ham medløberen, ville vi ende med et udsagn om et eller andet. Det passer ikke danskerne. Det er derfor, alle de mange fine film, der bliver lavet om f.eks. krigens grusomheder, i 99,9 procents tilfælde handler om ofrene. Hvis vi for alvor skal blive kloge, skal vi kigge på bødlerne. Hele Nazityskland fik jo ikke bank som børn. Eller – det gjorde de måske, men næppe mere end folk i nabolandene«.

Hvilke film tør udfordre status quo på den måde, du taler om?

»Der er ’The Act of Killing’ (Joshua Oppenheimers dokumentarfilm fra 2012 om folkemordet i Indonesien fortalt af bødlerne selv). Tænk at lave sådan en fiktionsfilm om noget dansk, tænk, hvis vi tillod os at lave film, som tør udfordre den trygge kausalitet, som tør vise en flig af, hvor sammensatte vi i virkeligheden er.

Jeg så også et dobbeltafsnit af ’Mad Men’ med en moralsk problemstilling, jeg grublede over i ugevis. Den tidligere sekretær bliver bedt om at byde sig til, så firmaet kan gøre en god forretning. Jon Hamm, hovedpersonen, siger, at hun skal lade være. Men kontorets fnatmide, som vi alle hader, taler for, hvor meget hun selv og firmaet vil kunne få ud af det. Hun gør det. Og første gang, der siden bliver talt om det, er det Jon Hamm, der omtaler hende som en prostitueret. Ikke fnatmiden. Det er helten, der dømmer hende. Mage til røvhul! Det kræver altså et vist mod og stor indsigt at lade ham være så sammensat. Jeg var blown away. Her var ikke noget saliggørende resultat, ingen tryg forklaring på, hvorfor han gjorde sådan.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg vil meget hellere have en harmløs film end en, der siger, at den er kras, men kun konsoliderer det, vi ved i forvejen. Og det samme gælder fjendebilleder. Ja. Vi ved godt, krig er skidt. Fortæl mig ikke, hvad jeg allerede ved, igen og igen. Lad være med – ligesom jer i pressen – at fortælle historien om det onde, der kan forklares med en tyrkertro på kausalitet, som vi gode mennesker har regnet ud, under overskriften ’Samfundskritik’. Vi lærer intet«.

Så det er ikke kun Lille-Per, du vil gøre det af med?

»Jeg så gerne, at Lille Per udviklede sig med tiden eller blev aflivet. Bodil, den behjulede elefant, trænger til at få sit stivnede smil slået af munden. Vi kan jo kalde det et medlidenhedsdrab. Men mest af alt er Lille Per bare et billede på film, der i ekstrem grad har den her biedermeierværdisætning hængende over sig. Når bølgerne går rigtig højt, og familien er dysfunktionel, er det, fordi nogen har glemt at bære cornflakesene ud. Der er ingen, der kan genkende den virkelighed«.

Hvilke film ville du ønske var på plakaten om 5 år?

»Børnefilm har typisk en problematik om et barn, der har gjort noget, det har dårlig samvittighed over. Så kryber de til korset, og så viser det sig, at det ikke er så slemt alligevel. Men filmskaberne sætter som regel barren for ’synd’ enormt lavt. Så når børn ser filmen, får de egentlig at vide, at hvis de gør noget, der er værre end det, de ser i filmen, så er de ikke som de andre, men en pervers galning, der for alt i verden skal holde mund. Filmen gør sig på den måde skyldig i at være det stik modsatte af det, den giver sig ud for«.

Hvad er konsekvenserne af det?

»Det har kæmpe konsekvenser! Film er lige så betydningsfulde som det, vores forældre fortæller os. Hvis en 13-årig pige har voldtægtsfantasier, når hun onanerer, hvornår skal hun så få at vide, at hun er normal? Hun får i stedet at vide, at alle kan komme til at stjæle en lille ting i en butik. Det er summen af den indsigt, vi tilbyder hende. Det ligner rummelighed, humanisme og kritik, men hvis man kigger bare lidt efter, er det ikke en skid rummeligt. Det ignorerer en masse om, hvordan vi er som mennesker. Og det er nøjagtig det samme, der gør sig gældende for voksenfilm. Samme mekanisme gælder i vid udstrækning for de voksenfilm, jeg er konsulent for«.

Så du holder på nazisten?

»Jeg sætter ikke mit kryds ved et kommende dansk nazistparti, men de gør mere for os end dem, der ligner, men siger noget andet. Ligesom mange egentlig var mere trygge ved Glistrup, end man er ved Pia. At nogen taler sandt og siger ligeud, hvad de mener. Det generer mig, når film er usande i forhold til det, de udgiver sig for at være.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ

Jeg var til middag i sommer. En herlig velfærdsmiddag med fedt, sukker og tre retter. 21 mennesker som åd og snakkede. Det er noget værre noget med den krig, sagde vi. Ja, frygteligt. Og alle de flygtninge. Ja. Og så tager vi kun 5.000. Ja. Og Sverige tager 30.000. Og så kan man sætte hak ved oplyst politisk diskussion. Hak ved humanisme. Hak ved rummelighed. Og så gå videre til desserten, hvor trygheden i at være oplyste mennesker er flødeskummet på toppen. De fleste film følger præcis samme mønster. De støtter op om et erkendelsesmæssigt status quo. Jeg vil hellere se en film, der slår flygtningetelt op i baghaven. Noget, der gnaver som en sten i skoen. Og så er vi tilbage ved nazistens film. For han ville tvinge os ud af vores safety zone, til at handle, han ville dele vandene og måske gøre os til bedre mennesker. Medmindre vi vælger at slutte os til ham. Der kunne vi jo også ende«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden