Var det ikke i den rødplyssede Saga Biograf, at man dengang sidst i 1960erne gik ind og så 'Min søsters børn' med Axel Strøbye og Pusle Helmuth? Saga som biograf er for længst forsvundet, men historien om den teoretisk funderede og verdensfjerne børnepsykolog Erik Lund, der via sin søsters børn får et møde med virkelighedens børneopdragelse, bliver nu hevet op af mølposen. Elskelig og sjov onkel Tomas Villum Jensen gik som debuterende instruktør uimponeret til sagen i 'Kærlighed ved første hik', og også denne gang går han frisk og frejdigt den direkte vej mod målet. Som har været at skabe en dansk familiefilm som alle næsten uanset alder kan samles om og more sig over. En film hvor traditionel hygge og et moderne tempo finder hinanden, og hvor Michael Asmussen og Søren Frellesen i deres manuskript har formået at ramme en tone, der er frisk uden at være tåkrummende overfrisk. Mens far og mor (Niels Olsen og Wencke Barfoed) tager til Paris for at se på seværdighederne og hinanden, er det onkel Erik og den snobbede nabo fru Irene Flinth, der udfylder rollerne som voksne i de fem ungers liv. Erik Lund er forfatter til bogen 'Barnlige børns bedrifter', der er blevet så stort et hit, at han sammen med selveste Bubber kommer i tv-krydsild hos Meyerheim. Peter Gantzler er både elskelig og sjov som den forfjamskede børnepsykolog, der dog ikke er mere forfjamsket end at han godt ved, hvornår han bliver taget ved næsen. Og taget ved næsen bliver han selvfølgelig af ungerne, der bytter de bortrejste forældres uge- og kostplan ud med en plan, der dekreterer hotdogs og sodavand morgen, middag og aften. P.t. allestedsnærværende Gantzler går også denne gang rent ind med en på mange måder mere elskelig figur end Axel Strøbyes mere hårdt gearede farce-onkel. Intet mindre end et komisk gennembrud på lærredet får Dr. Dante-skuespillerinde Lotte Andersen, der er helt skøn som den rige nabo, der ikke kan forstå, hvorfor i alverden den rodede familie i det faldefærdige nabohus dog ikke bare kunne bo i Brøndby i stedet. Vellykket genbrug Filmens plot er så enkelt som tænkes kan: Far og mor er ude at rejse. Onkel passer biksen. Inden de rejste, besluttede forældrene endegyldigt, at familiens kære gamle hus skal sælges. Men børnene vil ikke flytte fra den faldefærdige, men charmerende rønne. Det er jo om ikke fædrenegården, så dog barndomshjemmet. I forældrenes fravær prøver børnene at spænde ben for ejendomsmæglerens (Birthe Neumann) bestræbelser på at få solgt huset. Huset med dertil hørende flagstang er filmens altdominerende rekvisit. Et hus kan rives ned eller bygges op. Det kan maltrakteres, pyntes og elskes. Er det - og dermed ungernes univers - købt eller solgt? Huset danner ramme om alle konflikterne og drømmene. Det er næsten så koncentreret, så enkelt og effektivt som i en stumfilmsfarce. 'Min søsters børn' lanceres som familiefilm. Det gør den selvfølgelig for at tiltrække så bredt et publikum som muligt. Men der er også den reelle pointe, at børnene generelt fylder mindre end de voksne skuespillere. Set med kritiske børnekulturbriller er en genindspilning af 'Min søsters børn' ikke nogen cadeau til fantasiniveauet i dansk børnefilm. Men det kan man vente med at bekymre sig om til en anden dag. For her og nu er denne helt simple folkekomedie for hele den lille familie blevet både sjovere, sødere og mere ægte idyllisk, end man på nogen måde kunne have forventet af sådan en gusten genbrugstanke.