Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ud! Kroppen skal slippes fri og  forme karakteren.
Foto: Ditte Valente

Ud! Kroppen skal slippes fri og forme karakteren.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Instruktør: »Kroppen er ikke underlagt de samme bånd, som vores intellekt er«

Maria Kjærgaard-Sunesens arbejde med fysisk teater har givet hende ry som branchens nye stjerne.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Øverst på stilladset sidder en ung kvinde og dingler med benene ud over kanten.

Hun er lys og slank og har en sart, forfinet udstråling, omtrent som den amerikanske skuespiller Gwyneth Paltrow.

Vi er i teatersalen på Statens Scenekunstskole på Holmen, hvor instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen holder prøver på ’Idioterne’ sammen med otte fjerdeårselever. Forestillingen har premiere på Det Kongelige Teater her i september, og Politiken har fået lov til at se, hvordan landets nye instruktørhåb arbejder.

Kvinden på stilladset er den ene af de to studerende, der er på scenen nu. Den anden er en ung, mørk mand, der har rullet sig sammen i scenens venstre side, med ansigtet gemt væk i hættetrøjen. Vi andre betragter dem fra rækkerne, ser dem bevæge sig tavst i det sorte scenerum, der er rammet ind af et sølvfarvet stillads i to etager.

Et øjeblik efter står den unge mand på stilladset lige under kvinden, og så begynder de at kravle. Hun roligt og katteagtigt på etagen ovenover, han voldsomt på undersiden af stilladset, hvor han hager sig fast i loftet, greb for greb. Kroppene følges ad, hans hætte er røget af og afslører noget, der minder om en ung Marlon Brando. Da hun rækker en hvid arm ned til ham, kysser han fingrenes spidser og lader hende kærtegne sit ansigt.

LÆS OGSÅ

Så bytter de etage. Hun lægger sig på ryggen helt ude, hvor stilladset ender, og kigger direkte op på ham. Der er mindst tre meter imellem dem, og de rører sig næsten ikke. Men da de synkront lægger nakken tilbage og gør halsen lang, er ingen i tvivl om, hvad vi ser.

»Det var jo, som om I havde sex på hver sin etage!«, udbryder en blond, kvindelig elev, da Marlon og Gwyneth er kommet ned til os andre og står og puster ud.

Kroppens rum
Gwyneth og Marlon, eller Simon Mathew og Rikke Eberhardt Knudsen, som fjerde- og dermed sidsteårseleverne hedder, har lige vist os en improvisation. Et ordløst forløb, der opstod spontant imellem dem, da Maria Kjærgaard-Sunesen bad de otte studerende om at lege noget frem, som viste relationen mellem deres roller i ’Idioterne’. ’Fysiske undersøgelser’ kalder instruktøren det.

»Man kan blive rystet ud af sit eget billede om en karakter ved at lade kroppen forme karakteren. Det har alle skuespillere glæde af, og nogle har ligefrem brug for det. Det er dem, der siger: »Det dér kunne min karakter aldrig finde på« eller »min karakter er sådan og sådan«. Kroppen er ikke underlagt de samme bånd, som vores intellekt er, og derfor er den så interessant at slippe fri i teatret«.

Det forklarer Maria Kjærgaard-Sunesen mig senere samme dag, mens solen hænger lavt i haven foran det sorte kolonihavehus på kanten af Valby, hvor hun og hendes kæreste bor om sommeren.

Hun har selv kun været færdiguddannet instruktør i to år, men har allerede markeret sig med sit udpræget kropslige arbejde med skuespillerne, der gør hendes forestillinger visuelt stærke.

I starten arbejder jeg ret åbent, ligesom i dag, men altid med nogle klare mål. Og på et tidspunkt bliver det så

I det kommende år er hun hyret til fire forestillinger på Det Kongelige Teater. ’Idioterne’, frit efter Lars von Triers dogmefilm fra 1998, to mindre forestillinger i Eventministeriet og til foråret en forestilling om kvinderne i Shakespeares dramaer i Skuespilhusets Store scene.

»Det er mindst lige så interessant at se en hånd, der bevæger sig nervøst – og du aflæser det mindst lige så tydeligt – som hvis en skuespiller siger: »Jeg er så bange«, fortæller hun.

»Det er jo sådan, at hvis du rynker dine bryn, så er der nogle steder inde i min hjerne, som aktiverer de muskler hos mig, der rynker brynene – og det er sådan, jeg forstår, hvordan du mon har det. Og det er jo dét, der sker i stor skala på teatret. Teatret er virkelig kroppens rum«.

Det er ikke ren la-la
Maria Kjærgaard-Sunesen svarer velovervejet. Der er en konstant, venlig ro over hende. Både her i haven, hvor hendes kæreste kommer ud af det sorte kolonihavehus med te og tæpper, mens vi taler, og tidligere i dag i prøvelokalet, hvor hun sad med krydsede ben og arme og smilende betragtede skuespillerne svinge sig rundt i stilladserne.

Førhen var det almindeligt, at instruktørerne sad derhjemme og tegnede arrangementet, så de kunne dirigere skuespillerne helt præcist: »Her står skrivebordet, du sætter dig ned, læser brevet og går derefter hen til din datter, som står hér, ved vinduet«. Til sammenligning kan Maria Kjærgaard-Sunesens metoder ligne fri leg.

»Men det er ikke ren la-la. Jeg får jo enormt meget forærerende, når skuespillerne bruger kroppen og rummet på nye måder. Når de slipper sig selv fri, ser jeg ting, jeg ikke selv havde kunnet tænke mig til – situationer, jeg kan bruge i den endelige forestilling. Jeg får skuespillerne til at arbejde for mig, det er skam helt bevidst. Og ret styret«.

LÆS OGSÅ

I en pause tidligere på dagen i den sortmalede teatersal blev Maria Kjærgaard-Sunesen opsøgt af en af de skuespilstuderende, der ikke var tilfreds med sig selv i den scene fra ’Idioterne’, de lige havde gennemspillet. En scene, hvor hendes karakter som den eneste ikke fik lov til at »spasse ud« .

»Jeg kan ikke rigtigt mærke hende ... Jeg tror, jeg har brug for også at komme i gang med legen. Ligesom de andre«, sagde hun med bekymrede bryn og så opgivende på instruktøren:

»Må hun godt spasse, når hun ser gaverne, sådan, »yeah, gaver!«, og så køre op i spas? Altså, jeg savner bare, at hun også godt må være med ... «.

»Jamen, det forstår jeg godt«, svarede Maria Kjærgaard-Sunesen anerkendende.

»Ja. Men så stoppede jeg mig selv i det og tænkte »Nå nej, jeg er jo bare den kedelige i scenen« ...«.

»Jamen, jeg synes, vi skal sige, at det gør du bare, okay?«, svarede Maria Kjærgaard-Sunesen smilende og vendte sig mod en kvinde med kasket, der kradsede penge ind for prøvekaffen.

Det pædagogiske aspekt
Det pædagogiske aspekt er en stor del af jobbet som instruktør, indrømmer hun i kolonihaven. Og særligt i denne type forestilling, hvor skuespillerne er studerende. Tidligere kaldte man det ’præsentationsforestillingen’, fordi det er her, sidsteårseleverne skal vise branchen, hvad de kan. Men folk kalder det ’ præstationsforestillingen’, fordi der står så meget på spil. Fordi luften er tyk af drømme.

»De er jo alle sammen meget obs på at blive set, og det handler om, at de gerne vil have et job efter skolen. Men hvis man begynder at tænke, »åh, er jeg nu god«, så er man ikke god. Så jeg prøver at få dem til at fokusere på at lave en god forestilling i stedet for at fokusere på deres egen præstation«.

Som instruktør er det hendes opgave at få alle til at spille godt og ikke kun interessere sig for hovedrollerne. Og så skal hun også give plads til de mere stille.

»Det er jo heller ikke nødvendigvis dem, der taler hele tiden, der siger de dybeste ting«, som hun siger.

Er man nødt til at kunne lide alle dem, man instruerer?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej da, man kan sagtens have en god kontakt, uden at man kan lide hinanden. Jeg så ’De ydmygede’, som er en dokumentarfilm om Lars von Trier, der laver ’Idioterne’. Og han virker jo superpersonlig omkring, hvem han kan lide, og hvem han ikke kan lide af skuespillerne. Han er meget mere kunstner, end han er pædagog. Men jeg synes personligt, det er en dyd ikke at vise det«.

Hvad er det, de kan, de her mennesker, når de giver slip på deres normer og ideer om sig selv? Hvad er det for en frihed, de forsøger at opnå?



Hun forsøger altid at holde sig selv ude af eventuelle intriger på et hold. Som hvis en skuespiller kommer hen for at sladre. Måske er en af de andre langsomme til at lære replikker. Måske er en kendt for at være kolerisk. Sådan noget.

»Man skal ikke have den fortrolighed med én skuespiller på holdet. Det kommer der ikke noget godt ud af. For det kan de andre mærke, og så har du ikke deres tillid længere. I det hele taget er det jo altid nederen at bitche over andre«.

Og det kan du godt lade være med?

»Øh. Næ«, siger hun og griner, »men hvis der er en, der er pisseirriterende, så går jeg jo hjem og får det ud hos min kæreste. Eller hos min scenograf«.

Naturlig autoritet
Uden holdets tillid kan man ikke få skuespillerne med på sin vision, fortæller hun, og det er instruktørens opgave. Derfor er autoritet også noget af det, instruktøreleverne bliver undervist i på teaterskolen. Hvordan man står. Hvordan man taler. Men nogle af de velmenende råd fra skoletiden virker helt »latterlige« i dag.

»Vi fik for eksempel at vide, at det var en god idé at sidde langt fra skuespillerne, når man skulle instruere. Det blev jeg helt vildt usikker af. Så kunne jeg hverken mærke skuespillerne eller mig selv«.

I dag er hun ikke i tvivl om, hvor hendes autoritet kommer fra.

»I starten arbejder jeg ret åbent, ligesom i dag, men altid med nogle klare mål. Og på et tidspunkt bliver det så tight. Når alting falder på plads«, siger hun og smiler.

»Det er sindssygt sjovt, når man er nået frem til det punkt, hvor al teknikken er klar og kommer på. Der, hvor man får det hele til at hænge sammen. »Så kommer I ind der«, beordrer hun, som om det er mig i havestolen, der skal på scenen, »og det er lige det tidspunkt, hvor lyset skifter, og musikken går i gang ... det er så vildt, altså. Det er levende musik og levende kroppe og levende farver i luften, og det er mig, der står i midten og dirigerer«.

LÆS OGSÅ

Da Maria Kjærgaard-Sunesen efter gymnasiet begyndte at drømme om at blive instruktør, mente mange, at hun var for ung. At hun burde blive skuespiller først.

»Jeg søgte ind som skuespiller en gang. Men jeg er en utrolig dårlig skuespiller, så det var virkelig frygteligt. Og utrolig ubehageligt«.

I stedet kastede hun sig ud i teatervidenskab på Københavns Universitet og kom derfra i praktik i Turbinehallerne. Bagefter ville hun slet ikke tilbage til universitetet. Så i stedet søgte hun ind på instruktørlinjen på Statens Teaterskole.

»Og så kom jeg sgu ind«.

I første forsøg. Og de optager kun to instruktører om året. Den indre idiot


Både hendes storesøster og hendes storebror lavede teater, før hun gjorde. Og det gør de stadig. Storesøsteren er skuespiller Sarah Boberg, broren er dramatiker, instruktør og teaterleder Simon K. Boberg, som hun i øvrigt har bearbejdet manuskriptet til ’Idioterne’ sammen med.

Hvordan kan det være, at I allesammen laver teater?

»Det er Sarahs skyld, det var hende, der startede! Nej, jeg ved det faktisk ikke. Bortset fra, at man vel smitter hinanden lidt«.

Hun har selv valgt, at det er ’Idioterne’, de otte skuespilstuderende skal udfolde sig i om nogle uger. Historien handler om en gruppe personer, der udfordrer hinanden til at finde deres ’indre idiot’, som de kalder det, og ’spasse ud’ blandt andre mennesker.

Skal man gå for at være autentisk i sit udtryk som kunstner, eller er det nok at beskæftige sig med kunsten?



»Jeg læste filmmanuskriptet til ’Idioterne’ og så pludselig nogle ting, jeg ikke lagde mærke til, da jeg så filmen. Måske fordi der gik så meget dogmefilm og gruppesex i den film«.

For eksempel druknede pointen om, hvorfor personerne egentlig synes, det er vigtigt at spasse ud.

»De har en forestilling om, at hvis man er handikappet, må man være et renere menneske og tættere på at være en engel. Og det er jo vildt provokerende i sig selv. Samtidig er jeg optaget af at forstå, hvad de leder efter. Hvad er det, de kan, de her mennesker, når de giver slip på deres normer og ideer om sig selv? Hvad er det for en frihed, de forsøger at opnå?«.

En forsigtig spasser

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hele processen med at finde sin egen idiot er også i sig selv enormt fysisk, siger hun, og passer godt til hendes måde at instruere på. »Hvis man skal finde sin egen spasser, som de gør i forestillingen, skal man give sig hen og give slip på sig selv. Det handler om indlevelse – og på den måde har temaet jo meget at gøre med det, vi render og laver på teatret«. Maria Kjærgaard-Sunesen har selv prøvet at spasse ud. Men kun over for scenografen. Og det var en sen aften, hvor der blev drukket vin: »Jeg var en meget forsigtig spasser. Sagde ikke så meget. Jeg var også meget blufærdig. Jeg syntes, det var meget, meget svært, virkelig«. Hun ser pludselig meget mindre sikker ud, end hun ellers har gjort hele dagen. Trækker tæppet op om den ene skulder: LÆS OGSÅ »Jeg skal helt klart øve mig på at give slip«. »Det er jo også noget af det, forestillingen handler om. Forskellen mellem at leve kunsten og gøre kunsten. Skal man gå all in for at være autentisk i sit udtryk som kunstner, eller er det nok at beskæftige sig med kunsten? Lars von Trier smed jo også tøjet, når skuespillerne smed tøjet. Jeg er bare ikke sikker på, at det er nødvendigt. Jeg sidder jo netop ikke selv og spasser under prøverne. Men jeg tror heller ikke, det ville gøre mig til en bedre instruktør. Jeg tror godt, at man kan lave kunst uden at miste sig selv i det ...«. Så kigger hun op og smiler lidt. »Selv om det jo nok lidt er det, jeg kræver af mine skuespillere«.















Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden