Når jeg cykler hjem fra Politikens Hus ved fyraftenstid, tager min rute mig forbi Torvehallerne på Israels Plads i København. Og de seneste to år, når ugedagen har heddet torsdag eller fredag, og vejret oven i købet har artet sig med sol, så har jeg kunnet se, hvordan en solid crowd af 17.30-livsnydere i omegnen af 40 år har samlet sig mellem de to haller for at suge cava og rosé og tjekke hinanden og livets lyse sider ud. De griner. De smiler. De flirter og snakker og ryger og køber hele flasker, der serveres i en spand fuld af is. De har råd til det hele, i al fald lige der. Det er for meget, alt for meget, og alligevel så sindssygt tiltrækkende.
Jeg har passeret flokken så mange gange, og jeg er aldrig stoppet, selv om jeg har haft lyst. For jeg tænkte: Jeg når det nok. Det crowd løber ingen steder. Ingen grund til FOMO, for snart er det mig, der skal sidde der sammen med alle de andre, der kan huske verden uden internet og første runde med grunge. Som troede, vi ville have styr på det hele nu, eller i hvert fald kende nogen, der havde. Og som dagligt lige er nødt til at tænke over, om den uro, vi kan mærke indeni, er midtlivskrisens første tegn – eller det bare er, fordi vi har glemt, om det var os, der skulle hente ungerne i dag.
Det er os, der skal sidde der, fredag på bænkene mellem Torvehallerne, tvillingekatedralerne for det gode liv i den øvre middelklasse.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
