Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Aktivitet på havnepladsen i Christiansted i 1815. Det var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer på den tid.
Foto: Rigsarkivet
Foto: RIGSARKIVET

Aktivitet på havnepladsen i Christiansted i 1815. Det var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer på den tid. Foto: Rigsarkivet

Historie

Dansk historieskrivning: Er det vestindiske perspektiv blevet inddraget nok?

De fleste kilder fra Dansk Vestindien er på dansk. Derfor er det nødvendigt, at danske historikere fortolker teksterne, siger en ekspert. En anden mener, at dansk historieskrivning er for traditionel, mens den tredje påpeger, at der er meget få historiske kilder, som ikke stammer fra kolonimagten selv.

Historie

Niels Brimnes. Medredaktør af det kolonihistoriske storværk ’Danmark og kolonierne’ i 5 bind, der udgives i forbindelse med 100-året for salget af Dansk Vestindien:

Foto: Pr-foto

»Historikere har hidtil haft tendens til at skrive kolonihistorien som en klassisk eurocentrisk fortælling. Vi har ikke været gode nok til at inddrage vestindiske perspektiver, men jeg synes, der er sket en ændring i løbet af de sidste 15 år«.

»I arbejdet med bindet om Vestindien til ’Danmark og kolonierne’ har forfatterne bestræbt sig på også at se historien fra et caribisk perspektiv og forsøgt at skrive de koloniseredes stemme frem. Og selv om vi er i fuld gang med at genskrive og genfortolke dansk vestindisk historie, er vi bestemt ikke færdige endnu«.

»Der findes relativt få kilder på ikke-europæiske sprog til de danske koloniers historie. Det er langt hen ad vejen et vilkår, når man skriver kolonihistorie, at det ofte er kolonimagten, som har skabt kilderne. Jeg synes, det er glimrende at inddrage folklore, overleveringer og myter i forskningen, men hvis vi skal tages alvorligt som universitetshistorikere, kan vi kun inddrage den type kilder i det omfang, det kan bære. Når der skal skrives en ny kolonihistorie på et tidspunkt, håber og tror jeg, at historikere, der repræsenterer de koloniserede folk, også har bidraget«.

Arkivfoto:: Jens Dresling

Erik Gøbel, arkivar og seniorforsker på Rigsarkivet:

»De seneste år er der sket en forskydning inden for koloniforskningen, hvor man nu forsøger at få flere perspektiver med frem for kun at se på historien oppefra«.

»På Rigsarkivet har vi halvanden hyldekilometer arkivalier fra kolonitiden, som nu også ligger tilgængelige online«.

»Det er dog meget få lokale historikere fra Vestindien, som har benyttet sig af dette, da det er de færreste, som har lært at læse dansk. Derfor har de hidtil været fuldstændig afhængige af vores tolkning af historien«.

»Personligt mener jeg ikke, at man kan bruge mundtlige kilder, som er blevet overleveret gennem 10 generationer, i en historisk sammenhæng, da jeg har et mere traditionelt historisk kildesyn, hvor man arbejder ud fra skriftlige kilder«.

»Vi har forsøgt at transskribere en del af teksterne, men der er lang vej endnu, da der er tale om mere end 8 millioner tekstsider«.

»Jeg håber dog, at der for fremtiden vil være kollegaer fra Jomfruøerne og USA, som vil benytte sig af det enestående materiale, som vi har liggende. Den store mængde kilder gør det muligt at dykke helt ned i detaljen og finde ud af, hvordan slaverne havde det på en bestemt plantage. Derfor er der også rig mulighed for at undersøge ting, som endnu ikke er blevet belyst«.

Albert Scherfig, medredaktør af tidsskriftet ’Marronage’, som udkommer første gang på fredag:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: Privatfoto

»Selv om vi har set en progressiv udvikling på universiteterne, hvor man inden for de sidste 15 år for alvor er begyndt at arbejde med kolonihistorie i et kritisk perspektiv, så mener jeg stadig, at det er mærkeligt, at man ikke inddrager lokale historikere noget mere i forskningen«.

»Man glemmer en masse perspektiver, hvis man udelukkende beskæftiger sig med kolonitiden ud fra den traditionelle historiske tilgang. Selv de mere kritiske tekster om kolonitiden er skrevet med udgangspunkt i meget hvide kilder, som var missionærer eller slavehandlere.  Man kunne med fordel inddrage orale historie-traditioner, som for eksempel cariso-sangfortællinger, der stadig den dag i dag udgør slavegjortes og deres efterkommeres stemme i historien«.

»For tiden ser vi en øget interesse for netop kolonihistorien. Derfor er det ærgerligt, at danske historikere endnu ikke har fået en praksis for at ’skrive’ historien om kolonitiden, hvor de tidligere koloniseredes stemmer også kommer i tale«.

»Der er stadig langt fra de akademiske diskussioner på fakulteterne til den historieskrivning, man præsenteres for i skolerne eller i bøgerne på bibliotekerne – for slet ikke at nævne den kolonihistoriske og den etnografiske udstilling på Nationalmuseet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce