Krige rammer først og fremmest mennesker. Men borgerkrigen i Afghanistan i 1990’erne betød også tabet af to tyre. Vi taler om to stendøde tyre uden registreret liv, men de blev udskåret i kalksten for over 2.000 år siden, og de har indgået som en del af en frise på det berømte tempel Surkh Kotal fra det andet århundrede før vores tid, så de to kreaturer har været savnet.
Og nu er de fundet, skriver The Guardian.
British Museum og Kabuls Museum har bekræftet, at tyrene var de to, der sammen med Surkh Kotal-templet blev opdaget af franske arkæologer i 1950’erne
Tyrene er dukket op hos en samler, der godt vidste, at de udskårne dyr var af høj arkæologisk værdi, men som ikke havde nogen idé om, at de var stjålne.
Art Loss Register (ALR) opdagede tyrene på en hjemmeside for en britisk auktion. Registrets eksperter genkendte stenblokken fra sin database over stjålne kunstgenstande og anmeldte fundet til politiet, som nu har fundet frem til den sælger, der havde sendt dyrene på auktion.
British Museum og Kabuls Museum har bekræftet, at tyrene var de to, der sammen med Surkh Kotal-templet blev opdaget af franske arkæologer i 1950’erne for så – troede man – at være gået tabt i 1990’erne, da de blev stjålet fra Nationalmuseet i Kabul under krig og kaos.
Templet fra kushanernes storhedstid er et af Afghanistans mest berømte arkæologiske steder, men det er i en trist forfatning efter krig og Talebans systematiske ødelæggelser. Tusinder af kunstskatte og arkæologiske fund savnes stadig, mens andre tusinde værker til gengæld løbende er dukket op.
Senest altså to tyre, en, der lidt mistrøstigt ser ud på sine omgivelser, og en, der vender sig om som for at holde øje med, om makkeren er der endnu. Nu er det Kabuls Museum, der skal holde øje med de to, men museet har som en gestus givet British Museum lov til at udstille stenblokken med tyrene i tre måneder, inden de skal hjem i stalden i det afghanske.
fortsæt med at læse


























