Omkring 30 halv-erigerede mandlige lem i forskellig tykkelse, alle udført i bronze og udstyret med indbyggede vandsprøjter. Sådan beskriver den tjekkiske billedhugger David Cerny sit nyeste projekt, som han agter at realisere i løbet af omkring 20 måneder. Skulpturerne skal symbolisere tjekkiske politikere, og i midten af gruppen skal der stå en 18 meter høj superpenis, alias landets præsident, Vaclav Klaus.
»Klaus er den værste«
David Cerny glæder sig og tror, at alle vil forstå hans kommentar til Tjekkiets politiske scene.
»Vaclav Klaus-penissen skal være størst, fordi han er den værste. Men den skal samtidig være lidt vakkelvorn, fordi den også skal udtrykke, at Klaus er en svækling«, siger David Cerny til Politiken.
Cerny er også glad for, at skulpturen skal stå på et af de mest trafikerede steder i Prags centrum, foran et kommende multifunktionscenter, Copa, som allerede er under opførelse.
»Alle lemmene vil kunne ses fra Narodni trida (Prags hovedboulevard – red.), og det er rigtigt godt, fordi en masse mennesker vil lægge mærke til dem og forstå, hvad jeg synes om vores politikere. Mange folk mener jo akkurat det samme«, siger Cerny.
Stod bag kæmpemosaikken 'Entropa'






























